Her er den nye pave

13. marts 2013 20:24 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Her er den nye pave
Billede mangler

»Habemus Papam« – Vi har en ny pave

Med disse ord præsenterede den franske kardinal Jean-Louis Tauran onsdag aften navnet på den nye pave, der bliver overhoved for 1,2 milliarder katolikker verden over.

Beskeden blev leveret fra Peterskirkens balkon foran en jublende folkemængde, der har ventet på offentliggørelsen i spænding.

Navnet på den nye pave er Jorge Mario Bergoglio. Han tager navnet Pave Francis I, og han bliver den 267. pave i rækken.

Pave Francis, der er argentiner og 76 år gammel, afløser den 85-årige Pave Benedikt 16., der højest overraskende trådte tilbage som pave 11. februar i år og dermed satte den omfattende proces i gang, der begynder når en ny pave skal findes.

Det var langt fra ventet, at der allerede onsdag aften ville være fundet en ny pave, og flere steder er der blevet spekuleret i, at processen ville trække ud over flere dage, da der ikke var en oplagt favorit i feltet af mulige kandidater.

Tidligere på dagen havde en afstemning givet sort røg fra den famøse skorsten på kapellet.

Kardinaler fra hele verden har været samlet i Det Sixtinske Kapel siden tirsdag i det såkaldte konklave, hvor de har været afskåret fra kommunikation med omverdenen, mens de har søgt at finde en ny pave.

Konklavet tæller 115 kardinaler alle under 80 år. Det er den forsamling, der onsdag har udpeget en ny pave allerede efter den femte afstemning. Det krævede to tredjedeles flertal blandt kardinalerne for at finde den ny pave.

Da den nu tidligere pave abdicerede, var det første gang siden 1415, at en pave trak sig fra embedet.

Selvom der ikke var en klar favorit blandt de potentielle arvtagere for Pave Benedikt 16 var flere navne i spil i en række medier.

Ifølge avisen Vatican Insider ville 35 til 40 kardinaler stemme på ærkebiskoppen i Milano, Angelo Scola, der nyder opbakning fra en række europæiske og også nogle amerikanske kardinaler.

En anden kandidat, der stod til at høste mange stemmer, var brasilianeren Odilo Pedro Scherer, ærkebiskop i São Paulo. Der var således meldinger om, at han kunne få omkring 25 stemmer.

Andre favoritter var ifølge avisen ærkebiskopperne fra Boston og New York, Sean O’Malley og Timothy Dolan, mens også kandidater fra Sri Lanka, Argentina og Filippinerne er blevet nævnt.

Den nye pave, Pave Francis, har også været nævnt enkelte steder.

Da Joseph Ratzinger blev til Pave Benedikt XVI i 2005, tog det fire afstemninger og omkring et døgn for kardinalerne at vælge ham, og da hans forgænger, Karol Józef Wojtyla, blev Johannes Paul II i 1978, tog det to døgn og otte afstemninger at nå frem til et resultat.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu