Hidsige byger giver glatte veje

5. februar 2013 06:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hidsige byger giver glatte veje
Billede mangler

Det kan godt være, at lufttemperaturen er over frysepunktet, men det vil vejtemperaturen ikke være. Og så er det med at køre forsigtigt tirsdag morgen.

 

– Når det klarer op, så falder vejtemperaturen til under nul grader, så der er risiko for glatte veje, siger vagthavende ved DMI, Jørn Thomsen.

Han oplyser, at der fortsat vil komme nedbør til gene for trafikanter i morgentimerne.

– Der falder byger med hagl, slud og sne. De er kortvarige, men lidt hidsige, så lige når det sker, så er der glat, siger Jørn Thomsen.

Vejdirektoratet melder også om risiko for is- og sneglatte veje og opfordrer bilisterne til at køre efter forholdene. Især i København, Aarhus og Aalborg skal bilisterne tage hensyn til forholdene, siger Bo Petersen fra direktoratets trafikinformation. Men Vejdirektoratet er godt i gang med at salte, forsikrer han.

Det våde og glatte vintervejr har dog ikke betydet ekstra travlhed for Falck, der melder om »en helt normal vintermorgen«.

DMI fortæller at lufttemperaturen vil ligge omkring tre plusgrader i løbet af dagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu