Historikere rystet over Ole Sohn-makulering

7. april 2012 12:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Historikere rystet over Ole Sohn-makulering
Billede mangler

Flere historikere er chokerede over, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, har ødelagt dokumenter om danske kommunisters aktiviteter under den kolde krig.
Senest er det kommet frem, at erhvervs- og vækstminister Ole Sohns (SF) sagsmappe fra hans fortid i DKP formodenligt er blevet destrueret, skriver Berlingske.
“Hvis arkivalier først er gået op i røg, kan historien ikke fortælles, og eftertiden er dømt til at plaske rundt i overfladen. Dermed kan vi ikke fortælle de historier,” siger historiker Thomas Wegener Friis fra Syddansk Universitet.
Især ryster det koldkrigsforskere, at landets justitsminister fra årene 1994-96, Bjørn Westh (S), i fredagens B.T. udtalte, at han gav PET lov til at slette politiske mapper fra koldkrigsårene, da sager om eksempelvis Sohns fortid var “unødvendige” og “myteskabende”.
“Det opfatter jeg som en skræmmende udtalelse. En politiker fortæller, at han har været med til at få politiske sager til at forsvinde og dermed afskåret offentligheden fra at komme til bunds i vores fælles hukommelse,” siger Peer Henrik Hansen, museumsinspektør for Koldkrigsmuseum Langelandsfort, til avisen og uddyber:
“Hvem kan træffe den beslutning, at Ole Sohns sag ikke ville være relevant for eftertiden. Tænk hvis den borgerlige regering havde valgt at fjerne alt materiale om Brixtofte-sagen med den begrundelse, at det ville danskerne ikke kunne tåle at læse.”
Ole Sohn var i flere år formand for de danske kommunister. Han er flere gange blevet sat i forbindelse med sorte penge fra Sovjet.
Historikerne frygter, at PETs sletning af sagsmappen kun er toppen af isbjerget.
Bjørn Westh siger til Berlingske, at han er fejlciteret i B.T., og at han kun gav ordre til at destruere oplysninger, der var fremskaffet på ulovlig vis. B.T. fastholder, at Westh har udtalt sig “nøjagtigt” som citeret.
Kilde: Berlingske

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu