Historisk comeback sikrer femte Super Bowl-sejr til Patriots

6. februar 2017 06:21 | Af: Ritzau Fokus

New England Patriots sikrede sig natten til mandag holdets femte Super Bowl-sejr efter et vanvittigt comeback.

New England Patriots vinder den 51. udgave af Super Bowl i NFL med en 34-28-sejr over Atlanta Falcons.

Det er femte gang, at quarterback Tom Brady fører sit hold til sejr i Super Bowl, hvilket er rekord for en startende quarterback.

Sejren blev sikret efter et vanvittigt comeback, efter at New England Patriots var bagud med 25 point halvvejs inde i tredje quarter.

Det lykkedes ved hjælp af flere lange kast fra Brady at komme tilbage i kampen og tvinge den i overtid ved stillingen 28-28.

Her lykkedes det New England Patriots at score på det første angreb og dermed sikre sig sejren.

Helt usædvanligt lykkedes det ingen af holdene at komme på scoringstavlen i første quarter.

Men Atlanta Falcons indledte andet quarter med et stormløb og bragte sig hurtigt foran.

Atlanta Falcons scorede således tre gange, inden New England Patriots svarede igen på en reducering til 3-21 i andet quarter.

Tom Brady viste dog endnu en gang format og bragte sit sejrsvante mandskab tilbage på sporet.

I en alder af 39 år er Tom Brady den næstældste quarterback, der vinder et Super Bowl-trofæ.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu