Hizb ut-Tahrir langer ud efter politikerne

14. april 2013 14:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hizb ut-Tahrir langer ud efter politikerne
Billede mangler

Hizb ut-Tahrir, der søndag holder møde under overskriften »Hvordan løser islam bandekriminalitet?«, retter en sønderlemmende kritik mod de danske politikere. I et indlæg på organisationens danske hjemmeside skriver Taimullah Abu-Laban blandt andet:

 

»Når Hizb ut-Tahrir knokler for at løse problemet – som Københavns Rådhus ikke har formået – hvorfor råber man så »vagt i gevær«? Hvorfor ringer rådhusets alarmklokker ikke, når unge muslimer bliver skudt i Tingbjerg og Nørrebro, men når Hizb ut-Tahrir arrangerer et stormøde, så tilkaldes hele presseorkesteret? Hizb ut-Tahrir har skabt resultater, som ingen kommune-taskforce, politienhed eller folketingskommission har formået. Partiet har rehabiliteret personer, som staten trods alle sine milliarder, havde opgivet,« skriver han og fortsætter:

»For faktum er, at den ene regering efter den anden, ikke har formået at løse problemet. Skyderierne fortsætter, bandekriminaliteten forværres og narkohandlen stiger. Staten har pumpet seriøse penge i kassen, men intet har hjulpet. Lovpakker og bandepakker er blevet implementeret, men volden har alligevel eskaleret«.

Taimullah Abu-Laban kritiserer i særdeleshed Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester:

»Anna Allerslev er tilsyneladende mere optaget af at råbe højere end Dansk Folkeparti end at finde en løsning på bandekriminaliteten. I sine to år som integrationsborgmester har hun ikke præsenteret ét konstruktivt initiativ, som der kan tages alvorligt,« skriver han og tilføjer:

»Anna Allerslev er tilsyneladende mere optaget af at bekæmpe islam end at løse problemet. For hun vil forgifte de unge med de selvsamme danske værdier, som er årsagen til deres kriminelle færden. Af alle bør hun vide, at den danske kultur er en nyttekultur, der gør individets stræben efter status til det højeste i livet. Status, der er lig med en sænket BMW for bandemedlemmerne, mens det er lig med en ministerbil for partimedlemmerne«.

Anna Mee Allerslev deltager i søndagens stormøde, mens den socialdemokratiske socialordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, betegner Hizb ut-Tahrir som en »kriminel organisation«, der består af »forfærdelige mennesker«.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu