Hjælp er på vej til jordskælvsofre

17. april 2013 07:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hjælp er på vej til jordskælvsofre
Foto: Colourbox.

PAKISTAN: Tirsdagens jordskælv i Iran har også krævet mange ofre i nabolandet Pakistan, hvor mindst 34 personer har mistet livet og hundredvis af lerklinede huse er styrtet sammen i provinsen Baluchistan.

 

Pakistanske soldater og paramilitære styrker er i gang med at hjælpe de fattige og nu hjemløse jordskælvsofre i Baluchistan, og to militærhelikoptere med læger om bord er blevet sendt til det fjerntliggende område.

»Mindst 34 mennesker er blevet dræbt og 80 andre såret i byen Mashkail. Ligene er bragt til hospitalet, og de sårede bliver behandlet af militærlæger. Paramilitære styrker har travlt med redningsarbejde,« siger en lokal regeringskilde til AFP.

Også USA har også lovet at sende hjælp til både Iran og Pakistan, og amerikanerne er dermed villige til at se bort fra landets anspændte forhold til begge nationer. Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har kondoleret over for jordskælvsofrene og deres familier, og siger:

»Vi står klar til at tilbyde vores assistance i denne svære tid.«

Også generalsekretær Ban Ki-moon fra FN har lovet, at organisationen vil stå klar med hjælp, skulle det blive nødvendigt.

»Jeg vil følge situationen nøje, mens hjælpearbejdere og redningshold når frem til de berørte områder. FN står klar til at tilbyde den fornødne hjælp, hvis vi bliver bedt om det,« siger generalsekretæren.

Jordskælvet, der ramte Iran tirsdag formiddag dansk tid, målte 7,8 på Richterskalaen, og dets epicenter lå omkring 80 kilometer fra grænsen til Pakistan og Afghanistan.

Ifølge en lokal iransk guvernør er 27 iranere blevet såret, men det er stadig uklart, om der er dræbte i landet. Tidlige meldinger gik på, at flere hundrede iranere mistede livet, men nu er det uklart, om jordskælvet krævede et eneste dødsoffer. Til gengæld skulle 20 iranske landsbyer være alvorligt beskadiget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu