Hjemmeplejere chikaneret af fulde ældre

14. februar 2012 09:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Hjemmeplejere chikaneret af fulde ældre
Billede mangler

Alkoholiserede ældres drukvaner gør arbejdet surt for hjemmeplejens medarbejdere.
En ny undersøgelse blandt flere end 800 plejere i landets kommuner, som FOA og A4 står bag, viser, at over halvdelen har oplevet fulde borgere.
Og blandt dem har fire ud af ti fået overskredet deres personlige grænser af fulde ældre.
Beskrivelserne fra plejerne går fra et eksempel på et frækt tilbud fra en hønefuld ældre mand iført ble fyldt med tis til afføring på gulvet, verbal chikane og deciderede trusler om vold.
Hos Ældre Sagen siger seniorkonsulent og jurist Margrethe Kähler, at et til to glas vin om dagen er inden for det acceptable. Det bør kommunen ikke blande sig i.
“Men går man helt over i den anden grøft, som mange af de her mennesker gør, synes vi, at man som offentlig myndighed har lov at sige nej til vedkommende. Sige, at man ikke vil hente 15 elefantøl, eksempelvis. Og det ligger heller ikke i jobbet, at man skal finde sig i at blive overfuset, eller at nogle bliver korporlige over for hjemmehjælpen. Dér må man som offentlig myndighed sige fra,” siger Margrethe Kähler til A4.
Karen Stæhr, der er formand for FOA’s Social- og Sundhedssektor, ærgrer sig over, at ældres drukvaner er et stort tabu, som man “endelig ikke må tale om.”
“Men der er sådan set nogle, der bliver udsat for overgreb, som de ikke bør udsættes for, bare fordi de passer deres arbejde. Det er helt uacceptabelt, at ledelsen lader medarbejderne stå alene i de her situationer, og det er et enormt ledelsessvigt, når ledelsen samtidig er bekendt med, at der er ældre, som har et alkoholproblem – og man sender medarbejdere ud uden at sikre meget klare retningslinjer for, hvad der skal ske,” siger Karen Stæhr til A4.
Formanden for Kommunernes Landsforenings social- og sundhedsudvalg, Anny Winther (V) har i en skriftlig kommentar opfordret kommunerne til at bruge de kommunale misbrugskonsulenter mere for at få de ældre ud af deres problemer.
“Kommunerne er opmærksomme på problemet. Der kan dog være behov for ekstra kompetenceudvikling og klare aftaler med borgerne om, at medarbejderne kun kommer, hvis de bliver behandlet ordentligt – så længe det ikke indebærer en sundhedsrisiko for borgeren at udskyde besøget,” siger hun til A4.
Kilde: A4

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu