Hjernepris belønner mulig kur mod blindhed

11. marts 2013 15:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hjernepris belønner mulig kur mod blindhed
Billede mangler

Behandling af blindhed, Parkinsons sygdom og nogle former for epilepsi er ikke bare ønskescenarier, men mulige udsigter med en ny teknik inden for hjerneforskning; optogenetik. Og det har Danmark valgt at belønne de seks verdensforskere, der har udviklet den revolutionerende teknik, for med den internationale forskerpris, The Brain Prize. Med prisen følger en million euro, omkring 7,5 millioner kroner.

 

Over de seneste 10-20 år har de seks forskere, østrigeren Gero Miesenböck, de tre tyskere Ernst Bamberg, Peter Hegemann og Georg Nagel og de to amerikanere Ed Boyden og Karl Deisseroth arbejdet med forskningsfeltet, hvor de bruger både lys og gensplejsning.

»Med teknikken kan man gøre hjerneceller og nerveceller følsomme over for lys, så man populært sagt kan tænde og slukke for deres funktion. Så man regner med – ud over at kunne lære meget mere om, hvordan den normale hjerne fungerer – også at kunne bruge teknikken til behandling af hjernesygdomme som eksempelvis Parkinsons sygdom og visse former for epilepsi. Og måske også på sigt kurere blindhed,« forklarer speciallæge Kim Krogsgaard, direktør i fonden bag forskningsprisen, Fonden for Grete Lundbecks Europæiske Hjerneforskningspris.

»Det er ret store ting. Man er så langt, at man har lavet dyreforsøg, hvor man har gensplejset nogle celler fra blinde mus, omdannet dem til små kameraer og gjort de blinde mus seende. Og det kan måske på længere sigt blive en behandling for mennesker. Tidsperspektivet er svært at sige noget om, men det bliver ikke inden for de kommende fem år,« siger Kim Krogsgaard.

De seks vindere er netop blev offentliggjort på Glyptoteket i København, og 2. maj overrækker kronprins Frederik officielt forskerne deres pris. Men det bliver ikke eneste gang, de kommer til Danmark. For danske hjerneforskere får også glæde af vindernes viden, når de i en række arrangementer på universiteter i Danmark fortæller om, hvad Kim Krogsgaard kalder »den mest hotte teknik inden for hjerneforskning lige nu«.

»På den måde bliver prisen også nyttiggjort. Det er ikke bare en belønningspræmie, man får, men de betaler også tilbage så at sige, og det kommer dansk hjerneforskning til gode. Det svarer til, at vi inviterede Ronaldo og Messi til at komme og tage nogle træningspas med FCKs spillere. Det ville de nok også synes godt om,« siger Kim Krogsgaard.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu