Hjerneskadet betjent i fængsel for vold

27. juni 2012 13:58 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Hjerneskadet betjent i fængsel for vold
Billede mangler

En fynsk politimand straffes nu med fire måneders fængsel, heraf tre måneder betinget, for vold mod en borger.
Den 39-årige politiassistent findes skyldig i to tilfælde af vold mod borgeren.
Derimod har Retten i Odense frifundet ham for to andre tilfælde af vold.
Det er sandsynligt, at en hjerneskade er en medvirkende årsag til, at han gik langt over stregen, mener anklageren, Lars Viereck.
I sin procedure havde anklageren krævet fængsel i seks måneder.
– Det er en skærpende omstændighed, at tiltalte er politibetjent, sagde anklageren blandt andet.
Tirsdag kom det frem, at den tiltalte ER pådrog sig en hjerneskade i 2009, da han i forbindelse med boksetræning i politiet fik et hårdt slag i hovedet.
Efter lang tids sygemelding og en efterfølgende skrivebordstjans, lykkedes det dog betjenten at komme tilbage på gaden.
– Jeg vil bede retten om at tage tiltaltes personlige forhold med i sin vurdering. Han er en særdeles dygtig betjent, som pådrog sig en hjerneskade, efter at han blev optaget i Politiets Aktionsstyrke, har anklageren sagt.
– Jeg anser det som sandsynligt, at hjerneskaden har medvirket til, at han reagerede så abnormt i disse situationer. Derfor bør retten overveje at gøre en del af straffen betinget.
Den muskuløse og skaldede ER var tydeligvis tynget af situationen under retsmødet onsdag.
Med dommen risikerer han at miste sit job.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu