Hjort købte mentale åndehuller for tre mio.

2. december 2011 08:18 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Hjort købte mentale åndehuller for tre mio.
Billede mangler

Der står en to meter og ti centimeter høj hest med en lampe på hovedet til 22.500 skattekroner i Økonomistyrelsen.
Hesten er i virkeligheden en kæmpe standerlampe og en del af seks medarbejdercafeer eller såkaldte “mentale åndehuller” til 2,8 millioner kroner. Steder hvor medarbejderne kan hente deres kaffe og slappe lidt af. Pengene er – udover hestelampen – blandt andet brugt til kunstgræs på væggene, en bro midt i lokalet samt spejl i loftet.
Cafeerne er lavet i 2010, hvor Claus Hjort Frederiksen (V) svingede pisken i Finansministeriet, som Økonomistyrelsen hører under. Han får nu hug fra begge sider af Folketingssalen, fordi han lod det ske.
“Det er godt nok en grim lampe, og jeg håber, Claus Hjort køber den tilbage. Det virker misforstået i forhold til den økonomiske situation, som vi stod i, og som vi fortsat befinder os i,” siger finansordfører Jonas Dahl (SF) til Newspaq.
Han får opbakning af Liberal Alliances Ole Birk Olesen, som finder hestelampen “pjattet” og åndehullerne “beskæmmende”.
“Det virker voldsom ekstravagant. Offentlige kontorer skal vise mere mådehold end private, fordi pengene bliver hevet op af lommerne hos borgerne,” siger skatteordfører Ole Birk Olesen til Newspaq.
Projektleder for indretningen af de seks cafeer, specialkonsulent Pernille Helms i Statens Administration, ser hesten som et ikon og mere end selve købsprisen.
“Hestelampens værdi er mere end blot som lampe, den indgår som en integreret del af indretningen og udsmykningen i denne specifikke café, og endvidere er hestelampen et ikon for vores caféer og generelle ombygning,” siger Pernille Helms, som dog stadig kalder hestelampen for “ualmindelig stor og fjollet”.
Ifølge projektlederen har Økonomistyrelsen, som nu hedder Moderniseringsstyrelsen, brugt knap 400.000 kroner på rådgivning om indretning af cafeerne i firmaet SPARK. Eksperterne har dog ikke taget højde for, at kunstgræsset på væggene er ulovligt ifølge Københavns Kommune. Derfor må de nu fjerne græsset igen.
Den politisk ansvarlige, daværende finansminister Claus Hjort, mener dog ikke, at cafeerne og hestelampen virker ekstravagant.
“Når man moderniserer bygninger, så skal der også bruges en mindre del på udsmykning, så det synes jeg falder inden for rammerne i lyset af, hvad jeg ser PH-lamper koste,” siger Claus Hjort til Newspaq.
Hestelampen er oprindeligt fra det hollandske møbelfirma Moooi, og koster for en almindelig momsbetalende dansker 32.000 kroner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu