Hjulmand ikke overbevist om mesterskabsmuligheder

7. april 2013 17:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hjulmand ikke overbevist om mesterskabsmuligheder
Billede mangler

Søndag eftermiddag hentede FC Nordsjælland tre vigtige point i Horsens efter en sejr på 2-0, og Farum-mandskabet ligger nu kun seks point efter FC København på førstepladsen med syv runder tilbage af Superligaen.

 

FC København har dog en kamp til gode, som afvikles søndag aften i Parken, hvor OB gæster løverne, og derfor er cheftræner i FC Nordsjælland Kasper Hjulmand heller ikke helt overbevist om, at FC Nordsjælland har en chance i kampen om DM-guldet.

– Det er stadigvæk svært. Det fedeste er, at vi har en kamp mod dem på mandag (i 27. runde, hvor FC København gæster Farum, red.) og Randers bagefter, og de to kampe bliver helt afgørende. Det er ekstremt svært at lege med tanken om mesterskabet, og får vi andenpladsen, er vi også stolte. Den er som et mesterskab for os, siger Kasper Hjulmand til Canal 9 efter kampen.

Hjulmand var selvsagt svært tilfreds med sit holds indsats, efter de havde hentet tre point på udebane i Horsens.

– De ofrer sig for holdet, og alle bidrager, selvom vi har spillet fire kampe på 12 dage. Det er en fornøjelse. Jeg synes, vi havde en fin organisation og kontrol i kampen, så alt i alt var det en fint spillet kamp på de præmisser, der var, og jeg har kun ros til overs for holdet, lyder det fra Hjulmand.

Det var Superligamåldebutant Lasse Petry og Morten Nordstrand, der scorede kampens to mål i henholdsvis 36. og 72. minut.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu