HK fatter ikke Facebook-debat

1. december 2011 16:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
HK fatter ikke Facebook-debat
Billede mangler

De ansatte på Hvidovre Hospital brugte næsten 4.000 timer på Facebook, internetdating eller andre ikke-faglige hjemmesider på én måned.
Regner man det om til minutter drejer det sig imidlertid kun om, at hver af de 3.400 medarbejder bruger tre et halvt minut på netsurfing om dagen.
Alligevel sagde vicedirektør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, til Ekstra Bladet, at han var ved at “tabe næse og mund af overraskelse,” da han hørte tallet.
Arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen fra HK/Privat finder reaktionen “tåbelig”.
“Jeg fatter ikke, at man kan gå op i en spids over, at de ansatte bruger 0,7 procent af arbejdstiden på nettet, når jeg tænker på, at mange også har nattevagter,” siger han til Newspaq.
Ifølge Svend-Erik Hermansen viser reaktionen, at ansatte og ledelse på Hvidovre Hospital ikke har afstemt deres forventninger.
“Hvis man ikke har en politik specielt på større virksomheder, så ender det med, at tillidsrepræsentanten står og diskuterer med en afdelingsleder. Så sørg nu for at skrive reglerne ned. Så ved man, hvor man har hinanden,” siger han.
En undersøgelse fra HK har tidligere vist, at fire ud af 10 arbejdspladser ikke har en politik på området.
Vicedirektør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, får også en hård medfart af læserne af it-sitet Version2.
“Nøj hvor skoene må klemme på den mand,” skriver en læser med henvisning til, at de ansatte i snit bruger 3,5 minut af deres arbejdsdag med at surfe.
“Der er ingen mennesker der kan være optimalt aktive i en hel arbejsdag. Nogen gange kigger man lidt ud af vinduet, nogen gange henter man kaffe og nogen gange tjekker man Facebook,” skriver læseren.
Mens en anden skriver: “Hold nu kæft, hvor er det latterligt at prøve at slå ned på noget, der drejer sig om nogle få minutter per dag per ansat.”
Foreningen af Danske Interaktive Medier oplyser til Newspaq, at de danske internetbrugere i gennemsnit i september måned brugte 9 timer og 16 minutter på Facebook.
Det svarer til 18 minutter om dagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu