HK: Fleksjobberne rammes urimeligt hårdt

1. juli 2012 00:37 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
HK: Fleksjobberne rammes urimeligt hårdt
Billede mangler

Mens almindelige lønmodtagere i de kommende år kan se frem til betydelige skattelettelser, vil mennesker i fleksjob blive ramt på deres indtægt.
Sådan lyder kritikken fra HK af den aftale om at reformere fleksjobordningen og førtidspensionen, som regeringen har indgået med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.
Aftalen betyder, at ydelsen sættes ned til folk på fleksjob.
– Jeg synes signalet i denne aftale er stærkt problematisk, siger Mette Kindberg, næstformand for HK.
– Fleksjobordningen er ikke blevet en succes, fordi fleksjobbere misbruger den. Den er blevet en succes, fordi mange syge mennesker med den har kunnet bevare en normal tilknytning til arbejdsmarkedet, siger hun i en kommentar.
– Fleksjobberne bidrager både med arbejdskraft og skat til samfundet. Det er ikke fair, at de skal rammes, siger hun.
Ifølge aftalen får fleksjobbere ikke mulighed for at være medlem af en a-kasse, og de kan dermed ikke forsikre sig mod arbejdsløshed.
I følge regeringens Økonomiske Redegørelse fra maj i år er 7000 fuldtidspersoner på fleksjobordningen.
Det er ikke udspecificeret, hvad det koster statskassen at spæde til den løn, som fleksjobberne kan tjene, så de får fuld kompensation for det job, de havde, før de kom på fleksjobordningen.
HK ser fleksjobordningen som en arbejdsmarkedspolitisk ordning, og ikke som en socialpolitisk ordning.
– Derfor er det vigtigt, at fleksjobbere har samme rettigheder og samme dagpengesatser som alle andre. Men det kommer desværre ikke til at ske, siger Mette Kindberg.
Omvendt er hun positiv over, at ansættelse af fleksjobbere skal ske på overenskomstmæssige vilkår.
– Det bliver nu op til et trepartsudvalg at blive enige om, hvordan det skal ske, og her vil vi arbejde hårdt for fleksjobbernes vilkår og for at holde arbejdsgiverne fast på deres ansvar, siger Mette Kindberg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu