HK: Kontanthjælpsudspil må ikke blive spareøvelse

20. februar 2013 13:26 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
HK: Kontanthjælpsudspil må ikke blive spareøvelse
Billede mangler

HK/Kommunal, som repræsenterer en stor gruppe socialrådgivere, bakker op om regeringens ønske om at afskaffe matchgrupper i kontanthjælpssystemet, men målet om at få flere af de svageste kontanthjælpsmodtagere i arbejde kan kun nås, hvis man nytænker hele indsatsen.

 

»En reel individuel indsats for den enkelte kontanthjælpsmodtager forudsætter mere relation og mindre administration. Vores medlemmer bruger i dag alt for mange ressourcer på ufrugtbar kontrol- og dokumentation. De ressourcer bør i fremtiden anvendes i en indsats, hvor faglighed og reel vejledning sættes i højsædet. Kun på den måde får borgerne et seriøst alternativ til den passive forsørgelse,« siger Mads Samsing, der er næstformand i HK/Kommunal.

Ifølge Mads Samsing er det helt afgørende, at den kommende kontanthjælpsreform ikke bliver en spareøvelse, som der ellers er lagt op til i regeringsgrundlaget. Frigjorte midler skal bruges til en ny, offensiv og helhedsorienteret indsats og ikke til skattelettelser i erhvervslivet. Det handler både om at nytænke kontanthjælpssystemet og arbejdsmarkedet.

»Den ensidige fokusering på arbejdsudbuddet klinger noget hult. Hvis vi for alvor skal have mobiliseret hele den potentielle arbejdsstyrke, må vi skabe et arbejdsmarked, der er mere rummeligt. Alle virksomheder bør tage medansvar for inklusion af borgere, der er på kanten. Og så skal vi have fyret op under etableringen af flere socialøkonomiske virksomheder, der kan rumme bredt,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu