HK: Skatteudspil får flere i job

26. maj 2012 13:42 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
HK: Skatteudspil får flere i job
Billede mangler

Kontoransatte og andre HK’ere står til en “betydelig” skattelettelse, og nyheden får en varm modtagelse af HK’s formand.
Regeringens plan om at øge beskæftigelsesfradraget mærkbart vil få flere i job, mener Kim Simonsen.
– Jeg er overbevist om, at dette vil få lønmodtagere til at arbejde mere og dermed skabe mere vækst. Det kan meget vel være vejen til at skabe flere job, siger han i en pressemeddelelse.
Skatteudspillet fremlægges først på tirsdag, men flere medier kan berette om de enkelte elementer.
Og heri indgår altså en kraftig forhøjelse af det fradrag, som folk i arbejde er berettiget til.
Fradraget vil blive sat op, så det fra 2013 mindst giver en skattelettelse på 2500 kroner om året. Derefter vil det gradvist stige.
HK’s formand lægger især vægt på, at enlige i arbejde vil få tredoblet deres beskæftigelsesfradrag fra 2015.
I Politiken lørdag fremhæver skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) netop de enlige.
– Derfor er et særligt fradrag med til at løse det problem, at det for mange enlige forsørgere ikke kan betale sig at arbejde, siger ministeren.
I den anerkendende salut ser HK’s formand dog et endnu bredere perspektiv:
– Danmark vil være den store vinder, når der med denne reform sættes gang i væksten, og der kommer flere job, udtaler Kim Simonsen i pressemeddelelsen.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu