HKere indgår forlig med kommunerne

21. februar 2013 20:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
HKere indgår forlig med kommunerne
Billede mangler

Endnu et delforlig i de kommunale overenskomstforhandlinger er faldet på plads torsdag aften, hvor HK/Kommunal og Kommunernes Landsforening (KL) er nået til enighed om en aftale.

 

Delforliget betyder blandt andet, at de omkring 50.000 kontoransatte i kommunerne får lidt mere i pension – 780 kroner om året – mens der oprettes en særlig kompetencefond til at forbedre mulighederne for efteruddannelse.

I en pressemeddelelse betegner HK/Kommunals formand, Bodil Otto, forliget som »fornuftigt i en særdeles vanskelig situation«.

»Vi fik luget ud i det arsenal af tidsler, som arbejdsgiverne præsenterede os for, eksempelvis forringelser af overarbejdsbetalingen. Samtidig fik vi noget ekstra hjem på pensionen i form af øgede bidrag til ATP,« siger hun.

»Og sidst men ikke mindst har jeg store forhåbninger til den kompetencefond, som hele forliget er betinget af. Vores hovedkrav har været mere efteruddannelse til HKerne, fordi det er den bedste jobsikkerhed i en tid med stor arbejdsløshed,« siger Bodil Otto.

Aftalen gør det også lettere for arbejdsivrige HKere at forlænge arbejdstiden ud over de sædvanlige 37 timer ugentligt. Tidligere skulle den såkaldte plustid – op til 42 arbejdstimer om ugen – forhandles med tillidsrepræsentanten, men fremover er det alene en sag mellem medarbejderen og arbejdsgiveren. Dog har HK krævet, at plustid først kan opnås efter tre måneders ansættelse.

» På den måde fik vi sikret, at kommunerne ikke kan slå stillinger op med krav om øget arbejdstid. Samtidig skal deltidsansatte tilbydes timerne først, og tillidsrepræsentanten skal altid orienteres, når der er lavet en aftale. Det har været helt afgørende for os,« siger Bodil Otto.

KL indgik i sidste uge en overordnet overenskomstaftale med de ansattes forhandlere, og tidligere på ugen blev der indgået delforlig med forbundene 3F og FOA.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu