Hoeness: Smid PSG og Manchester City ud af CL

17. april 2013 13:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hoeness: Smid PSG og Manchester City ud af CL
Billede mangler

Det er ikke noget nyt fænomen – de nyrige klubber. PSG er et af de bedste eksempler. Klubben, der har haft svært ved at stadfæste sig i toppen af Ligue 1 de sidste mange år, har på rekordtid blæst de andre konkurrenter af banen, og ligger i øjeblikket på en komfortabel førsteplads.

 

Manchester City, der evigt og altid har været lillebror i forhold til lokalrivalerne United, vandt sidste år deres første Premier League trofæ, og er blevet en magtfaktor i engelsk fodbold. Og det er svært at komme uden om, at klubbernes succes har noget med penge at gøre.

Nu reagerer præsidenten i Bayern München, Uli Hoeness, på klubbernes uansvarlige økonomiske virksomhed. I 2009 lancerede UEFA reglerne ‘Financial Fair Play’, hvorunder klubberne påkræves at holde balance i regnskaberne, og ikke bruge mere end de tjener. Ellers betyder det exit fra de europæiske turneringer.

Det er disse regler Hoeness nu peger på, i sit forsøg på at lægge pres på UEFA.

– Hvis Platini (præsident for UEFA, red.) er konsekvent, så må han smide to store klubber ud af Champions League i kommende sæson. Han må statuere et eksempel, raser tyskeren.

– Jeg har tænkt mig at følge tæt med i, hvordan Platini behandler sine venner i Paris, Milan og Manchester City, som skylder 5,5 mia. kr, siger Hoeness til ESPN.

Bayern München selv driver en ganske frugtbar forretning, og omsatte ifølge AFP forrige år for 3 mia. kr, med et overskud på 94 mio. Hoeness holder fast i, at der må tages affære.

– Jeg håber, at en af de største klubber slås ihjel, så hurtigt som muligt. Jeg har spurgt Platini hundrede gange, og han beroliger mig hver gang. Jeg må tage hans ord på det, slutter den arrige klub-præsident.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu