Høgene skulle lige banke rusten af

19. marts 2013 22:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Høgene skulle lige banke rusten af
Billede mangler

Vendelboerne skulle lige have banket rusten af efter 11 dages kamppause. Men så kørte White Hawks-maskineriet ellers som smurt.

 

Sidste halvdel af kampen var helt og aldeles i hjemmeholdets favør, og høgene blev klappet ud.

Som landsholdsbacken Mads Bech Christensen siger:

– Vi spillede klogt i anden og især i tredje periode. En perfekt start på serien.

Han suppleres af wingen Morten Lie:

– Vi lagde pres på dem i sidste halvdel af anden periode og afgjorde kampen her med tre hurtige mål.

Hos Rødovre Mighty Bulls erkendte man nederlaget, men som Sebastian Dahm siger:

– I halvanden periode viser vi, at vi kan spille lige op med dem, men så løber vi ind i mange udvisninger. De slider på kræfterne.

Rødovres målscorer, Jannik Karvinen, ser frem til kamp nr. 2 torsdag aften i Rødovre Skøjte Arena:

– Vi taber også den første kamp mod Herning, og der er lang vej igen. Der er kun ét at gøre. Op på hesten igen.

Rødovre Mighty Bulls kunne have givet kampen en sensationel vending i starten af anden periode. Iskoldt og smart afdriblede Jannik Karvinen den amerikanske keeper Bryan Hogan til 1-1, og tyrene havde kort efter to kæmpechancer shorthanded. Men på seks hæsblæsende minutter lukkede høgene ned for al spænding.

En lynende farlig Morten Lie scorede i powerplay og gav startskuddet til en storoffensiv, som resulterede i to mål mere, signeret Nikolaj Meyer og Cam Paddock.

Mighty Bulls kan ikke hamle op med White Hawks’ udenlandske stjerner, tyngde og bredde, men økonomisk får de det optimale ud af deres spillerbudget på ydmyge 1,3 mio. kr. En brøkdel af de andre semifinalisters.

En cadeau mere til underhundene fra den københavnske vestegn. Mighty Bulls var det eneste hold, der ikke købte ind i januar og endda måtte sige farvel til talentet Mathias Bau, der rejste til Malmø.

Målmanden Sebastian Dahm holdt sit høje niveau fra Herning-kampene. Ellers var det gået meget værre. 

Syv timer tog tyrenes bustur til Frederikshavn, men ikke fordi de var generet af den varslede snestorm.

Frygten for at komme for sent i det ustabile føre havde fået dem til at køre hjemmefra tidligere end normalt, og så viste snestormen sig at være en mediestorm. Som må mange gange tidligere, når meteorologerne går i selvsving.

Således måtte man to gange op gennem Jylland holde lange pauser for ikke at komme alt for tidligt til målet i Scanel Hockey Arena.

Al-Bank Ligaen, semifinale, 1. kamp:

Frederikshavn White Hawks – Rødovre Mighty Bulls 4-1 (1-0, 3-1, 0-0)

Sønderjyske – Odense Bulldogs 3-2 (1-0, 1-2, 1-0)

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu