Hold øje med udslæt og feber: Frygtet virus spreder sig

24. august 2017 06:06 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Læger især på Sjælland skal holde øje med patienter, der kommer med rødt udslæt. Det kan være mæslinger.

Hold øje med udslæt og feber: Frygtet virus spreder sig
Et af symptomerne ved mæslinger er et rødt udslæt. Foto: Colourbox.

Læger især på Sjælland opfordres i de kommende uger til at være særligt opmærksomme på patienter, der kan have den smitsomme sygdom mæslinger.

Opfordringen kommer fra Statens Serum Institut, der har fundet to tilfælde af mæslinger hos personer, der bor på Syd- og Midtsjælland.

Den ene er en yngre mand fra Sydsjælland, der er indlagt på Roskilde Sygehus’ infektionsmedicinske afdeling. Den anden – en mand i 30’erne fra Midtsjælland – er ligeledes indlagt på Roskilde Sygehus, skriver instituttet i sit nyhedsbrev onsdag.

De to mænd, der blev smittet i sidste uge, har ikke været i udlandet og har heller ikke kendskab til, at de har været i kontakt med andre med mæslinger.

Onsdag modtog Statens Serum Institut yderligere to prøver, som er ved at blive undersøgt for mæslinger.

I august fik en person konstateret mæslinger efter at have opholdt sig i Polen i juli.

Det første tilfælde af mæslinger i Danmark i 2017 blev konstateret tidligere på året midt i marts.

En person var smittet under en ferie i Thailand, og det understreger vigtigheden af at blive vaccineret, hvis man rejser til området med risiko for mæslinger, oplyser Statens Serum Institut.

Mæslinger er en infektion i luftvejene. Det viser sig blandt andet ved rødt udslæt på kroppen. Sygdommen kan give høj feber og i sjældne tilfælde hjernebetændelse.

I de alvorligste tilfælde er mæslinger livstruende, og i udviklingslandene er mæslinger en hyppig årsag til børnedødsfald.

I 2014 var der 27 tilfælde af mæslinger i Danmark. Det faldt til ni tilfælde i 2015, og i 2016 var der tre tilfælde.

Fakta

Mæslinger

  • Mæslinger skyldes en infektion med et virus (morbillivirus).
  • Morbillivirus er et af de mest smitsomme virus der eksisterer. Virus findes i sekret (snot) i næse og svælg. Virus smitter ved små dråber (aerosoler) gennem luften og ved direkte kontakt med virusholdigt sekret. Virus inficerer først slimhinderne i luftvejene
  • Forløbet af mæslinger kan variere fra et relativt mildt forløb med udslæt og feber til alvorlig sygdom med betændelse af hjernehinderne. I de alvorligste tilfælde er mæslinger livstruende, og i udviklingslandene er mæslinger en vigtig årsag til børnedødsfald. I Europa ender hvert fjerde til femte mæslingetilfælde i barnealderen med hospitalsindlæggelse.
  • Med en effektiv vaccine mod mæslinger er det lykkes at bringe forekomsten af mæslinger ned på verdensplan, Mæslinger forekommer dog mange steder i verden, herunder dele af Europa hvor der ikke er tilstrækkelig tilslutning til vaccinationsprogrammet. Også i Danmark ses med mellemrum mæslingetilfælde  grundet for lav vaccinationsdækning.
  • og spredes siden til lymfekirtler, hud og mundslimhinde.Patienter kan smitte, fra de første forkølelsesagtige symptomer viser sig og indtil 4 dage efter fremkomst af udslæt. Patienterne er mest smitsom lige før udslættet viser sig
  • Verdenssundhedsorganisationen WHO – og dermed også Danmark – havde som mål at “eliminere” mæslinger i Europaregionen senest i 2015. Dette vil i Danmark svare til højst 5-6 tilfælde årligt. Målet blev ikke nået, men 37 af 53 lande havde afbrudt smitten. I 2014 var der 27 tilfælde i Danmark. Dette faldt til 9 tilfælde i 2015, og i 2016 var der blot 3 tilfælde, alle importerede. Danmark vurderes – på baggrund af data til og med 2015 – at have afbrudt smitten i 24 måneder. Da mæslinger er en ekstremt smitsom virus, kræver det en vaccinationstilslutning på mindst 95 % til 2 vacciner for at nå målet.
  • Vaccinationsdækningen for mæslinger er i Danmark for første mæslingevaccine på 90-91 % og for den anden mæslingevaccine på 79-86 %.

Kilde: Statens Serum Institut

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu