Holger K: Uhyre uklogt at forlade regeringen

27. februar 2013 12:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Holger K: Uhyre uklogt at forlade regeringen
Holger K. Nielsen.

Det ville være »uhyre uklogt« af SF at forlade regeringen, fastslår skatteminister Holger K. Nielsen (SF). Men han er parat til at tage diskussionen med de medlemmer, der ønsker det.

 

»Jeg mener ikke, det er klogt, at vi forlader regeringen, men naturligvis skal vi have diskussionen om det, som vi altid har haft det. Jeg var formand i mange år, og der var der tit mange diskussioner, vi skulle tage med medlemmerne, og det gør vi også den her gang,« sagde ministeren onsdag, inden han gik ind til gruppemøde med sine partifæller.

Uroen ulmer igen i SF, efter at regeringen tirsdag fremlagde sit udspil til en vækstplan. Heri gives der blandt andet skattelettelser til erhvervslivet i form af en sænkelse af selskabsskatten fra 25 til 22 procent og en lempelse af flere energiafgifter. Det har fået en række SF-medlemmer til at rejse intern kritik og kræve, at partiet forlader regeringen.

Tirsdag formiddag skrev SFs psykiatri- og sundhedsordfører, Özlem Cekic (SF) på sin Facebook-profil, at regeringens nedsættelsen af selskabsskatten er »torskedumt«. Inden gruppemødet ønskede hun ikke at uddybe sin kommentar, men sagde dog:

»Det er ikke SF-politik, og det bliver aldrig SF-politik, men vi har indgået et kompromis, og det står vi selvfølgelig ved.«

Holger K. Nielsen står også bag vækstplanen.

»Der er nogle kritiske ryster i vores bagland, og sådan er det tit i et parti. Jeg mener stadigvæk, at det her et en plan med mange forskellige facetter, og at SF godt kan genkende sig selv i den,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu