Holland gider ikke skæve turister

1. maj 2012 15:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Holland gider ikke skæve turister
Billede mangler

Hollænderne har i årevis været kendt for deres tilbagelænede tilgang til hash, og det har tiltrukket tusindvis af turister fra hele verden til Holland.
Men det lader til at være en epoke, der snart slutter.
Hashsalget gøres tirsdag mere restriktivt i landets sydlige del – og næste år bliver de strammere regler indført over hele landet.
Det betyder, at de såkaldte coffee shops – der sælger hash – kun må lange joints over disken til medlemmer, der står skrevet op, og som bor i Holland.
På den måde vil de hollandske politikere prøve at mindske antallet af turister, der kun kommer til landet for at ryge sig skæve.
Næste år skal coffee shops fungere som private klubber med ikke mere end 2000 medlemmer, hvor medlemmerne skal være over 18 år og bo fast i landet.
Tirsdag bliver reglerne indført i tre provinser, og her skal de forskellige coffee shops afvise dem, der ikke har det såkaldte “cannabis-kort”, som tillader lokale – og udlændinge, der bor i landet – at tænde op for hashtobakken.
Derfor vil det stadig være muligt for folk, der bor i landet, at købe det euforiserende stof.
Forslaget om at gøre cannabis-kort obligatorisk, når man besøger en af Hollands 670 coffee shops, har op til flere år på bagen, men nogle coffee shops har allerede signaleret, at de har tænkt sig at bryde loven – ved at sælge til hvem de vil.
Teknisk set er hash rent faktisk allerede ulovligt i Holland. I 1976 blev det dog afkriminaliseret på baggrund af en såkaldt tolerancepolitik. Siden da har man dermed måtte være i besiddelse af mindre end fem gram.
I et sidste øjeblik forsøgte coffee shop-ejere at få loven omstødt ved at kalde den for diskriminerende, men forsøget lykkes dog ikke.
Coffee shop-ejere siger, at forbuddet for turister vil have en negativ effekt på profitten. Men mange lokale beboere er glade for forandringen, da de har fået nok af trafikkøer og forstyrrelser om natten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu