Hollandsk hold udelukker spansk profil

2. februar 2013 13:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hollandsk hold udelukker spansk profil
Billede mangler

Det hollandske hold Team Blanco, der samler skårene op efter det forgangne Rabobank-hold, forsøger at markere sig som et anderledes konsekvent hold i forhold til doping-problematikken.

 

Således har holdledelsen besluttet at suspendere den spanske profil Luis Leon Sanchez, der ifølge oplysningerne, der er kommet i frem i forbindelse med Eufemiano Fuentes-retssagen, muligvis har været klient hos den spanske dopinglæge. Fuentes er i øjeblikket på anklagebænken i en stor spansk retssag.

– Team Blanco har begyndt en undersøgelse af rytteren Luis Leon Sanchez efter de historier, der har været fremme i medierne om hans mulige forbindelse til Fuentes-sagen, skrev holdet således på deres officielle Twitter-feed.

– Indtil der er et resultat af Team Blancos undersøgelse af rytteren, vil han ikke stille op i løb for Team Blanco, lyder det videre.

Luis Leon Sanchez er 29 år og har tidligere kørt for de spanske hold Liberty Seguros og Caisse d’Epargne, indtil han i 2011 skiftede til Rabobank. Det er formentlig oplysningerne fra Liberty Seguros-tiden, der får Team Blanco til at suspendere Sanchez, mens man undersøger hans fortid.

Sanchez har vundet i alt fire etaper i Tour de France, er firedobbelt spansk mester enkeltstart og har to gange vundet Clasica San Sebastian. Han er desuden vundet etapeløbene Tour Down Under og Paris-Nice.

Hans lillebror Pedro Leon Sanchez har tidligere spillet fodbold for mægtige Real Madrid, men han er i øjeblikket lejet ud til Getafe.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu