Holm raser mod minister: Cykling i 90’erne var som Anden Verdenskrig

6. april 2013 16:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Holm raser mod minister: Cykling i 90'erne var som Anden Verdenskrig
Billede mangler

Den tidligere cykelrytter og nuværende sportsdirektør på Omega Pharma-Quickstep, Brian Holm er rasende på kulturminister Marianne Jelved efter hun for to uger siden langede ud efter 90’ernes cykelryttere, der brugte doping.

 

Hun kalder blandt andet rytterne for en sørgelig generation af snydere og for sørgelige eksistenser, og det vækker Holms vrede. Han har ikke noget problem med at Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Brian Holm selv og andre får tæsk for at have brugt doping, men han vil ikke kaldes sørgelig.  

– Det er også i orden at kalde os løgnere, gadedrenge og vilde arrogante knægte og en masse andre ting. Men sørgelige eksistenser var vi fandengalemig aldrig. Derfor bliver jeg sgu sur, når jeg skal høre sådan noget fra en balsameringsværdig kulturminister, der groft sagt ikke aner, hvad hun taler om, siger han i et interview med Politiken. 

I interviewet forklarer han, hvordan rytterne levede som munke for at præstere så godt som muligt og at cykelsporten i 90’erne bestemt ikke var for slapsvanse.

– Når jeg bliver sur over Jelveds ord, så skyldes det, at cykelsporten i 80’erne og 90’erne fandeme ikke var for slapsvanse og ’sørgelige eksistenser’, det var snarere en slags light-udgave af Anden Verdenskrig på to hjul og 23 mm gummi. Og det var bestemt ikke altid, at Genéve-konventionen blev overholdt, kan jeg sige dig, siger Brian Holm.

Marianne Jelveds udtalelser kom efter, at Rolf Sørensen stod frem og indrømmede, at han har brugt doping. Samtidig opfordrede hun alle cykelryttere, der har brugt doping til at stå frem og hjælpe med at rense sporten. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu