Home: Boligpriser begyndte året i plus

13. februar 2013 10:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Home: Boligpriser begyndte året i plus
Billede mangler

Priserne på boliger stiger, og det er godt nyt for sælgere og dansk økonomi. Stigningen er lille, men der er tegn på, at stabiliseringen af boligmarkedet er ved at bide sig fast, mener økonom fra Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen.

»Det er vores forventning, at stabiliseringstendensen på boligmarkedet er kommet for at blive. Vi forventer omtrent uændrede huspriser i år, og når kalenderen skriver 2014, er det ikke utænkeligt, at vi vil se spæde husprisstigninger af permanent karakter,« siger han.

På landsplan er priserne for enfamilieshuse steget med 0,4 procent og 0,2 procent for ejerlejligheder fra december til januar, når prisudviklingen er målt som et tremåneders glidende gennemsnit, ifølge Homes og Danske Banks prisindeks.

For huspriserne er det anden måned i træk, at de stiger, og i januar lå de 0,9 procent højere end samme måned sidste år. For ejerlejligheder var det syvende måned i træk med stigende priser, og over det seneste år er priserne steget med 8,5 procent. Men huspriserne lå 22,4 procent lavere, hvis man sammenligner i januar 2013 med december 2006, da priserne toppede.

Sammenligner man prisniveauerne for januar 2012 og 2013, så kostede et gennemsnitligt parcelhus omkring 15.000 mere, end det gjorde for et år siden, hvilket er en stigning på 0,9 procent. Laver man samme regnestykke for ejerlejligheder på 85 kvadratmeter, er prisen knap 130.000 kroner højere end for et år siden.

Ejerlejlighedsprisindekset for hele landet er primært drevet af prisudviklingen i København og Aarhus, hvor handler i hovedstaden står for cirka 60 procent af den samlede handel, og Region Midtjylland tegner sig for 20 procent.

Ejerlejlighedspriserne steg i januar i Region Hovedstaden med 1,7 procent, men faldt i samme måned 5,0 procent for Region Midtjylland. Dette fald skyldes dog de meget store prisstigninger i oktober måned sidste år, som viste sig at være midlertidige. Over det seneste år er priserne i Region Midtjylland steget med 1,8 procent.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu