Homorygte om Thornings mand skulle skjules

16. november 2012 07:52 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Homorygte om Thornings mand skulle skjules
Billede mangler

Oprindeligt ville Helle Thorning-Schmidt fremlægge afgørelsen i skattesagen men efter homorygtet var blevet placeret i sagen, blev hun rådet til at lade være.
 
I første omgang var det Thorning-parrets hensigt at offentliggøre hele Skat Københavns afgørelse i sagen om Stephen Kinnocks skattepligt. Det bekræfter parrets tidligere revisor Frode Holm på dag ni i Skattesagskommissionen.
 
Tanken bag offentliggørelse “var jo holdningen hos min klient. Det var arbejdshypotesen”, forklarer Frode Holm torsdag.
 
Men da udkastet til agterskrivelsen, der går forud for den endelige afgørelse, foreligger, begynder Frode Holm og medarbejderne i hans revisionsfirma, Revitax, efter tur at strege de afsnit, “der kan tages fat i” i pressen, over med gult, forklarer han.
 
– Da det lander hos mig, så er det hele nærmest gult, husker Frode Holm.
 
Til slut bliver kun de første linjer i den ni sider lange afgørelse offentliggjort efter råd fra Frode Holm og rådgivere omkring daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S).
 
Kommissionens udspørger, advokat Lars Kjeldsen, vil vide, hvorfor Frode Holm ikke ringede og bad Skat København om at strege dele af afgørelsen.
 
– Ringe til Lisbeth Rasmussen (skattedirektør og sagsbehandler, red.) og bede hende om at retouchere lidt? Du har ikke arbejdet sammen med Lisbeth, kan jeg høre, svarer Frode Holm.
 
Thorning-parrets tidligere revisor har også fortalt torsdag, at hans omtale af Stephen Kinnock som homo- eller biseksuel under et møde med Skat København var et tænkt eksempel.
 
– Jeg er dybt ulykkelig over, at jeg ikke fik understreget det. Så kald mig en sjuft eller hvad du vil, sagde han fra vidneskranken.
 
Det var nemlig Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand, Stephen Kinnocks, egen revisor, der satte gang i rygterne om Kinnocks seksualitet. Det skete den 26. august 2010 på et møde hos Skat København.
 
Frode Holm har forklaret, at homo-tesen var et tænkt argument for, at Thorning og Kinnock ikke ville møde frem hos Skat København i forbindelse med sagsbehandlingen af britens skattepligt.
 
Skat København havde krævet en forklaring på ægteparrets fravær og en redegørelse for deres samliv.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu