Horder af demonstranter fylder gaderne i Tunis

16. februar 2013 21:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Horder af demonstranter fylder gaderne i Tunis
Billede mangler

TUNESIEN: Op mod 100.000 tilhængere af Tunesiens islamistisk ledede regering demonstrerede lørdag i landets hovedstad, og ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om en af de største demonstrationer, der er relateret til drabet på den sekulære politiker Chokri Belaid 6. februar.

 

Mordet på Chokri Belaid, der var både menneskerettighedsadvokat og leder af oppositionen, har kastet Tunesien ud i politisk uro to år efter, at det nordafrikanske land dannede ramme om den første opstand i Det Arabiske Forår.

Drabet for halvanden uge siden udløste voldsomme protester, der kostede en betjent livet og resulterede i angreb på bygninger, der huser det regerende islamistiske Ennahda-parti. Siden fulgte sporadiske moddemonstrationer, som lørdag kulminerede i hovedstaden Tunis.

Efter mordet lovede premierminister Hamadi Jebali at danne en ny partiuafhængig, teknokratisk regering, der skulle stå i spidsen af landet, indtil et nyvalg kunne finde sted. Men hans forslag blev siden blokeret af hans eget Ennahda-parti.

Fredag mødtes Hamadi Jebali med repræsentanter fra Ennahda-partiet og flere sekulære partier for at diskutere dannelsen af en ny regering. Premierministeren udtalte samme dag, at drøftelserne fortsætter mandag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu