Hotelmoms bremser erhvervsturismen

25. februar 2013 15:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hotelmoms bremser erhvervsturismen
Billede mangler

Når danske og udenlandske erhvervsfolk booker overnatninger på hoteller, kan de i for eksempel Sverige og Tyskland trække hele momsen fra. Det kan de ikke i Danmark. Her kan de kun trække 50 procent fra.

Det stiller landets hotelbranche dårligere i konkurrencen om gæsterne, mener flere erhvervsorganisationer, heriblandt Dansk Erhverv og Horesta.

Men nu er der udsigt til, at regeringen øger momsafløftningen i konkurrenceevnepakken. Om det bliver 75 procent eller det fulde beløb, er endnu uvist, men hos Horesta er de klart fortalere for en fratrækning på 100 procent.

»Vi mener, det er helt afgørende, at vi tager det fulde skridt. Vi har verdens højeste moms, det her er den måde, hvor vi kan få størst afkast af den investering, man tager fra statens side. Det ser vi er helt oplagt,« siger Katia K. Østergaard, administrerende direktør for Horesta.

I Horesta har de i gennem 2011, hvor afløftningsretten blev hævet fra 25-50 procent, samlet dokumentation for, hvorfor den skal hæves igen og helst til 100 procent.

Blandt andet er Horesta kommet frem til, at momsafløftningen på 25 procent dengang gav en stigning på 10,2 procent i antallet af udenlandske overnatninger, hvilket er det højeste antal nogensinde i Danmark, og væksten i antallet af forretningsrejsende var ligeledes høj på 8,2 procent.

Tallene skal ses i lyset af, at de danske hoteller i perioden 2001-2010 havde mindre vækst i udenlandske overnatninger sammenlignet med den generelle udvikling blandt hotellerne i Nordeuropa.

»Vi er gået til regeringen med de her tal i hånden, fordi vi kan se, at her er et initiativ, der virker, og vel at mærke er med til at skabe beskæftigelse og vækst også på den korte bane. Derfor synes vi, det er så oplagt et initiativ at få med i konkurrenceevnepakken,« siger Katia K. Østergaard.

Turismen er Danmarks femte største eksporterhverv, der omsætter for 76,4 milliarder kroner årligt. Af det beløb stammer 30 milliarder kroner fra udenlandske turister. Ifølge Horesta går Danmark glip af en betydelig indtægt på grund af den manglende momsafløftning, da erhvervslivet placerer konferencer og kongresser i udlandet.

»Vi er jo et eksporterhverv, kendetegnet ved at vi ikke kan flytte vores produktion til udlandet. Det er jo det, andre erhverv gør, når de skal styrke konkurrenceevnen. Så bringer de omkostningerne ned ved at flytte arbejdspladser til udlandet og nedbringe lønomkostningerne. Det kan vi bare ikke i turisterhvervet,« siger Katia K. Østergaard.

Med momsafløftningen vil det blive mere attraktivt at booke danske hoteller, og det vil ikke kun gavne hotelbranchen, men også skabe flere job. Forretningsrejsende har et højere døgnforbrug end ferieturister, og det kan være interessant for afledte erhverv i detailhandel- og transportsektoren, skriver Horesta i rapporten.

Heri fremgår det også at den samlede beskæftigelseseffekt af de øgede udenlandske overnatninger var på 1.200 årsværk og på 850 årsværk af de indenlandske. De udenlandske overnatninger alene har givet en ekstra indtægt på 794 millioner kroner til betalingsbalancen og 373 millioner kroner til statskassen i 2011.

»Der er ingen tvivl om, at det vil øge omsætningen og væksten og dermed også beskæftigelsen. Det vil styrke os voldsomt i den internationale konkurrence,« siger Katia K. Østergaard.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu