Hotline skal aflive ulve-myter fra eventyr

11. marts 2013 16:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hotline skal aflive ulve-myter fra eventyr
Billede mangler

Spiser ulve bedstemødre? Kan ulven finde på at parre sig med min puddel? Nu kan danskerne få svar på deres spørgsmål om ulve.

 

Efter at have være forsvundet fra den danske natur i 199 år viste ulven sig i Thy sidste år. Derfor opretter miljøminister Ida Auken (SF) nu en ulve-hotline. Den telefoniske linje skal betjene spørgelystne danskere, der vil vide besked om rovdyret.

Miljøministeren oplyser på Naturstyrelsen hjemmeside, at der ud over en hotline vil blive iværksat flere initiativer, der skal sikre en fredelig fremtid for ulve i Danmark

»Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at danskerne ikke misforstår ulven, der nu er blevet en del af den danske natur. Vi kan sagtens leve fredeligt og roligt med ulven i vores natur, men det kræver, at vi ved noget om den, og at vi ikke kun henter vores viden om ulvene fra eventyrene,« udtaler miljøminister Ida Auken på Naturstyrelsens hjemmeside.

Den telefoniske linje vil kunne besvare spørgsmål om ulvens adfærd, udseende, eller hvad danskerne nu måtte søge et svar på. Linjen vil være åben hverdage fra 9.00 til 16.00.

Udover kommunikationslinjen skal Vildtforvaltningsrådet ifølge Miljøministeriet lave en plan, der sikrer, at ulven bliver »håndteret og beskyttet« i fremtiden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu