Hovedaktionær kritiserer Volvos design

8. marts 2013 17:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hovedaktionær kritiserer Volvos design
Billede mangler

Mens den administrerende direktør sad i Genevé til det årlige motorshow og stolt viste Volvos nye modeller frem og priste det rene, skandinaviske design, sad bestyrelsesformanden i Kina og fortalte på TV, at der findes svagheder hos Volvo – og at netop designet er en af dem.

 

»Volvo har en svaghed, og det er designet. Bilens interiør føles ikke luksuriøst nok, det er alt for skandinavisk. Volvo har endnu ikke tilpasset sig kinesernes opfattelse af luksus, når det gælder interiørdesign i Volvo-biler, og det skal laves om,« sagde bestyrelsesformand og hovedaktionær Li Shufu ifølge gp.se til SVT Rapport.

I en kommentar skriver motorredaktør Håkan Matson på di.se, at den udtalelse er en katastrofe for Volvo personbiler, som siden 2010 har været ejet af det kinesiske aktieselskab Geely. Volvos nedgang i især Europa har tvunget koncernen til at nedlægge 1000 stillinger for at spare omkring 1,5 milliarder kroner.

Håkan Matson skriver, at han i de seneste 15 år ikke har deltaget i et eneste pressemøde, hvor vigtigheden af skandinavisk design ikke er blevet fremhævet. Det er Volvos varemærke sammen med sikkerhed og anvendelighed, og han mener ikke, der en nogen tvivl om, at det er det, mærket lægger vægt på.

Li Shufus udtalelse har derfor på få sekunder slået benene væk under mange års opbygning af et stærkt varemærke, siger han til di.se.

Kommunikationschef: Vi er enige om at forbedre designet

Udviklingschef hos Volvo personbiler, Peter Martens, affejer på gp.se, at der en konflikt om designet for det europæiske og det kinesiske marked. Han mener i stedet, at det handler om forskellige krav. For eksempel har mange Volvo-ejere i Kina privatchauffør og stiller derfor højere krav til indretningen af bagsædet – noget der ikke er udbredt i Europa.

Også kommunikationschefen hos Volvo personbiler forsvarer designet og afviser, at der er uenighed internt i virksomheden:

»Det, som Shufu taler om, er de eksisterende biler. Vi er på en rejse i Volvo for at udvikle mærket i en mere luksuriøs retning. Vi er alle enige om, at vi vil forbedre interiør og design,« siger kommunikationschef Bodil Eriksson.

Volvo lancerede de nye suv-modeller på konferencen i Geneve, men de kommer først i produktion i starten af 2015. De var sat til efteråret 2014, men på grund af besparelserne er datoen blevet udsat.

Gp.se kunne også tirsdag fortælle, at Volvo personbiler har hyret en ny chef for det fremtidige interiørdesign, nemlig den tidligere designchef hos Bentley, Robin Page.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu