Hovedrengøring venter danske bankbestyrelser

22. januar 2013 08:09 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hovedrengøring venter danske bankbestyrelser
Billede mangler

Finanstilsynet gør klar til et opgør med inkompetente bestyrelser og kræver udskiftninger i toppen af en række banker og pensionsselskaber.

 

En række finansielle virksomheder får i den kommende tid klar besked fra Finanstilsynet: ‘Jeres bestyrelse er ikke professionel nok, skift ud.’

Efter en grundig gennemgang af bank- og pensionsselskabernes top sætter tilsynet nu gang i en større udrensning, skriver Børsen.

“Der er en række virksomheder, som i disse dage får at vide, at vi ikke vurderer, at de lever op til vores krav. Vi melder klart og fast ud til de berørte virksomheder, at her er det ikke godt nok. Så forventer vi, at de håndterer det på forårets generalforsamlinger. Gør de ikke det, vender vi tilbage og vil så med de forskellige tilsynsmæssige instrumenter, vi har, få dem til at makke ret,” siger Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard til Børsen.

Direktøren ønsker ikke at sætte navne og antal på de udvalgte virksomheder, men gør det klart, at der vil blive lagt en hård linje.

Advokat med speciale i bestyrelsesansvar Søren Bergenser, som også rådgiver nogle af de berørte pengeinstitutter, mener, at Finanstilsynets fremgangsmåde afspejler, at tålmodigheden er brugt op efter de mange bankkrak.

“Det her er både rigtigt godt og nødvendigt. Det er samfundsmæssigt uacceptabelt, at man har inkompetente mennesker siddende på centrale poster i finanssektoren. Det duer ikke at have folk på vitale poster, der ikke forstår sig på de grundlæggende regler, der skal regulere det arbejde, de sidder med til dagligt,” siger han til Børsen.

Formand i Finansrådet, Nordea-direktør Michael Rasmussen, roser Finanstilsynet og bakker op om udrensningen.

“Den samlede kompetence i en banks bestyrelse skal være god nok, og når Finanstilsynet peger på nogle steder, hvor vi skal hanke op i det, så lytter vi til det,” siger han til Børsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu