Hugo Chavez kæmper for livet

1. marts 2013 02:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hugo Chavez kæmper for livet
Foto: Facebook.

VENEZUELA: Venezuelas præsident, Hugo Chavez, kæmper for sit liv, mens han fortsat bliver behandlet på et hospital i hovedstaden Caracas mere end to måneder efter hans seneste kræftoperation. Det fortalte vicepræsident Nicolas Madura på tv torsdag, skriver Aljazeera.com.

 

»Han kæmper for sit helbred, for sit liv. Og vi støtter ham,« lød det fra vicepræsidenten.

Chavez har ikke talt til offentligheden siden før operationen i Cuba 11. december. Han vendte tilbage til Venezuela 18. februar og har ifølge regeringen siden været under behandling på et militærhospital i Caracas.

Maduro opfordrede venezuelanerne til at bede for Chavez og forblive loyale over for præsidenten.

»Ved I hvorfor, kommandant Chavez har forsømt sit helbred og kæmpet mod kræften i næsten to år? Det er fordi, han helt opgav sin krop og sjæl og glemte alle sine forpligtelser over for sig selv for i stedet at give sit fædreland alt,« sagde vicepræsident Maduro ifølge Aljazeera.com.

Den 58-årige præsident har gennemgået fire operationer, kemoterapi og strålebehandling siden juni 2011, hvor han første gang annoncerede sin kræftdiagnose. Han har endnu ikke specificeret, hvilken type kræft der er tale om eller hvor præcist i hans bækkenparti, tumoren er blevet fjernet fra.

15. februar offentliggjorde regeringen fire billeder af en smilende Chavez liggende i en hospitalsseng i Cuba med sine to døtre ved sin side. Det er de eneste billeder, der er blevet vist af ham siden starten af december.

I forbindelse med offentliggørelsen af billederne oplyste informationsminister Ernesto Villegas, at præsidenten trak vejret gennem et luftrør og havde besvær med at tale.

Hugo Chavez har stået i spidsen for Venezuela i 14 år og opnåede genvalg i oktober sidste år for en seksårig periode. Han skulle have været taget i ed 10. januar, mens edsaflæggelsen er blevet udskudt på ubestemt tid på grund af hans tilstand.

Oppositionen har krævet nyvalg, hvis det viser sig, at præsidenten er for svækket til at varetage sit embede. Et valg ville efter alt at dømme ende med sejr til vicepræsident Maduro, hvis han stillede op mod guvernøren i staten Miranda, Henrique Capriles, som tabte til Chavez ved præsidentvalget i oktober.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu