Humlebien blev klasket

17. april 2013 22:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Humlebien blev klasket
Billede mangler

Bjerringbro-Silkeborg blev spillet ned under gulvbrædderne, men det var alligevel dem, der kunne bruge gulvet i Thyhallen som dansegulv, da kampen var forbi.

Dermed har BSV taget et skridt i retning af en genopstandelse, og kan stadig spille sig i håndboldligaens slutspils-semifinaler. For Mors-Thy var et point nok, men de endte med at tabe alle tre. De nordenfjords opkomlinge har dog stadig to matchbolde til at sikre sig de point, der vil sende dem videre i den eftertragtede semifinale.

– Det er en stor skuffelse, vi fører med seks mål i pausen. De henter den hurtigt, og jeg redder ikke nok bagude, det er meget frustrerende, lød det fra Mors-målvogter Søren Pedersen til TV 3 Sport 1.

– Jeg synes, jeg skuffer holdet i dag. Det er ikke godt nok, det her.

For BSV’s vedkommende skal de vinde de resterende to kampe, og alligevel skal de andre resultater gå deres vej. Med onsdagens resultat har de dog fået en levetidsforlængelse i slutspillet.

Hjemmeholdet begyndte kampen med energi og vildskab ad libitum. Drevet frem af tilskuerne i Thyhallen, der i dagens anledning var fyldt til sidste ståplads.

Mors-Thy-hjemmebanen er kendt som ‘Bette Balkan’. Sportshallen i Thisted svigtede ikke onsdag aften, og lagde en hektisk kulisse til den afgørende kamp i fighten om en billet til slutspillets semifinale.

Tobias Ellerbæk scorede hjemmeholdets første mål, og herfra så Mors-Thy sig ikke tilbage i de første 30 minutters spilletid. Mens landsholdsprofilen Rasmus Lauge placerede sine to første afslutninger på træværket, scorede hjemmeholdet selvsikkert på alle muligheder fra alle vinkler og afstande.

Overskuddet af selvtillid, medvind og larmende tilskuere blev hurtigt vekslet til en føring på seks mål. Sådan var stillingen, da Mors-Thy-spillerne ved pausen kunne gå i omklædningsrummet med brystet skudt selvsikkert frem. Modsat var der rynker hos Bjerringbro-Silkeborg, der har været i store problemer, siden cheftræner Carsten Albrektsen tog orlov på grund af stress.

Ved anden halvlegs begyndelse havde Mors-Thy problemer med at vænne sig til rollen som holdet, der skulle holde føringen. I stedet for opportunistisk i rollen som David at jage et større hold. Det gav en rodet start, og momentane nerver hos Mors-Thy. Modsat lugtede BSV blod og øjnede en mulighed for at knibe sig med i semifinalerne. Gæsterne fik metodisk barberet føringen ned, mens støjniveauet i ‘Bette Balkan’ faldt tilsvarende. Formentlig på grund af et omfattende neglebideri. Med knap et kvarter tilbage var stillingen status quo. Men med et moralsk overtag til gæsterne, der havde kæmpet sig tilbage i lyset.

De sidste 10 minutter blev en gyser, hvor BSV konstant forsøgte at klaske den genstridige humlebi. Det endte i en nervepirrende skyttegravskrig, hvor modet svigtede de lokale. Efter at have været bagud siden første sekund, kom BSV tilbage med en tomålsføring 90 sekunder før uret i ‘Bette Balkan’ ringede ud.

I slutspillets anden gruppe er KIF Kolding og Aalborg Håndbold klar til semifinalen, men Skjern Håndbold allerede har indløst semifinalebillet i gruppen, hvor også Mors-Thy bejler til en plads.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu