Hunde og helikopter redder to-årig

11. oktober 2017 19:40 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

To-årig stikker af med to hunde - så går det helt store beredskab i gang.

Her bliver drengen og de to hunde fundet. Video: Minnesota State Patrol.

Husker du historien om lille tre-årige Sarah, der sammen med hunden Manfred forsvandt fra sine bedsteforældre?

Og hvordan hunden og en helikopter var med til at redde den lille pige?

Som om, det var en drejebog, der bare skulle spilles skuespil efter, er det samme sket igen – blot på den anden side af jorden.

Også denne fantastiske redningsaktion blev fanget på video.

To-årig på afveje

Denne gang handler det dog om en dreng, der gik hjemmefra. I delstaten Minnesota i USA.

Han blev dog fulgt af familiens hund Bella Grace, en spaniel, og denne hval, den tolv uger gamle Madeline, ud i efterårsmørket.

Det skriver Star Tribune.

Drengen gik fra hjemmet en aften omkring klokken 18.15. Han befandt sig udenfor med sine tre fætre og kusiner, da han bestemte sig for sin udflugt.

Drengens bedstemor, der skulle holde øje med børnene, kunne pludselig ikke få øje på den lille strejfer. Eller hundene.

Intet resultat

Efter en halv times resultatløs eftersøgning valgte familien at ringe til politiet. Herefter startede en kæmpe indsats for at finde drengen.

Flere forskellige redningsberedskaber, to blodhunde, cirka 200 frivillige og en helikopter ledte efter drengen i de omkringliggende majsmarker.

– På et tidspunkt kunne man høre hundene gø, siger Vic Weiss, løjtnant i hos den lokal sheriff.

Endelig

På et tidspunkt lykkes det helikopterens varmesøgende kameraer, at få ikke blot drengen, men også de to hunde i linsen.

Her kunne man se omridset af de tre – den ældste hund tæt ved den lille dreng; skiftevis gående og siddende.

Det gjorde hvalpen ikke. Tværtimod. Hele tiden gik den lige ved siden af den to-årige.

Vic Wiess fortæller, at Bella Graces bevægelser tæt på drengen spillede en stor rolle og gjorde, man lettere kunne få øje på det umage trekløver.

– Den var i beskyttelses-tilstand, siger Weiss.

Tre timers springtur

Drengen blev fundet efter cirka tre timers eftersøgning.

Herefter var det bare at bringe drengen, der dog var en smule kold og sulten, tilbage til moderen.

På trods af, han havde været væk i mørket i tre timer, var han ikke ret påvirket af sin tur ‘i det fri’.

– Han græd ikke en eneste gang eller var bange, siger drengens bedstefar, Rick Gertken.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu