Hundreder af fyringer i IT-branchen

29. januar 2013 11:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hundreder af fyringer i IT-branchen
Billede mangler

Det er ikke en af de muntre dage hos IT-virksomheden CSC, der har hovedkvarter i Valby. I dag, tirsdag, får 156 ansatte i både Danmark og Sverige besked om, at de bliver afskediget.

 

Fyringerne i CSC kommer samtidig med, at en anden af de store spillere i Danmark på IT-support-området, KMD, gør klar til at trimme medarbejderstaben. Hos KMD har omtrent 100 medarbejdere udsigt til at få den ubehagelige meddelelse. De får dog først den endelige besked 28. februar.

KMD oplyser, at afskedigelserne hovedsageligt kommer som en følge af, at en række udviklingsopgaver er slut. Under udviklingen af systemerne har KMD kørt både nye og gamle systemer sideløbende, og da de nye systemer nu skal overtage driften, så er der en række medarbejdere, der bliver overflødige.

Hos CSC handler det om, at virksomheden i dag effektuerer en række nedskæringer, der allerede blev udmeldt i begyndelsen af november.

“Overordnet handler det om, at vi har valgt at outsource nogle funktioner, samt at vi er lidt for mange mennesker. Det har vi arbejdet på i tre måneder, og i dag tager vi så konsekvensen,” siger CSC’ pressechef Kim Ege Møller til Berlingske.

CSC-afskedigelserne rammer de danske afdelinger lidt hårdere end de svenske, forklarer Kim Ege Møller, uden dog at ville sætte et præcist antal på, hvor fyringerne rammer. Han venter, at alle de berørte medarbejdere får besked i dag, tirsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu