Hundredvis af afghanske fanger udsat for mishandling

22. januar 2013 03:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hundredvis af afghanske fanger udsat for mishandling
Billede mangler

I mere end halvdelen af 600 undersøgte sager er fanger blevet mishandlet i de afghanske fængsler, viser ny rapport fra FN. EL kræver dansk udlevering af fanger indstillet.

 

De dystre tal får nu Enhedslisten til at kræve, at al udlevering af fanger fra danske styrker i Afghanistan til lokal varetægt øjeblikkeligt indstilles.

– Rapporten er dybt alarmerende og sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved Hækkerups strategi. Den viser tydeligt, at tilsynene i fængslerne ikke virker, og at der er behov for en permanent suspension – og ikke flere smuthuller, man kan krybe igennem, siger partiets forsvarsordfører, Nicolaj Villumsen (EL), til avisen. Han vil derfor kalde forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i samråd.

Forsvarsministeren oplyser til Information, at fangeoverdragelser til afsoningsfængslet NDS i Lashkar Gah i øjeblikket er suspenderet på grund af advarsler om mishandling fra de britiske myndigheder, men at overdragelser ikke er generelt suspenderet.

Da Danmark selv fører kontrol i NDS-fængslet vurderer Hækkerup, at risikoen for tortur er mindre sammenlignet med varetægtsfængsler, hvor mishandling typisk bruges til at opnå tilståelser.

Men det er ikke godt nok, mener juridisk konsulent i Amnesty, Claus Juul.

– Fordi mishandlingen i de afghanske fængsler er så omfattende, som den er, er der ikke bare en vis risiko for, at de indsatte bliver udsat for tortur. Det er snarere reglen end undtagelsen. Derfor må det ifølge Torturkonventionen være sådan, at de danske myndigheder positivt skal sikre sig, at der ikke foregår tortur i et fængsel, før de udleverer til det, og det ser ikke ud til at være tilfældet. Det er ikke godt nok at operere ud fra devisen: Intet nyt er godt nyt, siger han til Information.

FN har ikke specifikt undersøgt fængslet i Lashkar Gah, hvor der lige nu befinder sig tre fanger, som er blevet overdraget af danske styrker inden for det sidste år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu