Hvad nu, Venezuela?

6. marts 2013 12:24 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hvad nu, Venezuela?
Billede mangler

VENEZUELA: Tusindvis af venezuelanere ventes at gå på gaden onsdag, når de jordiske rester af Hugo Chávez bliver kørt fra militærhospitalet, hvor han døde, til Fuerte Tiuna Militærakademi i Caracas.

 

Landet har erklæret en national sørgeperiode på syv dage, og imens står militæret klar til at »garantere freden« som repræsentanter for styret, oplyser CNN.

Den karismatiske, men kontroversielle leders død efterlader mange spørgsmål:

Hvem skal efterfølge Chávez?

Nu og her tager tidligere vicepræsident Nicolás Maduro over som præsident, indtil landet skal til valg. Han er Chávez’ håndplukkede efterfølger og var manden, der overbragte sine landsmænd nyheden om den mangeårige leders død.

Den 50-årige Maduro har længe tilhørt inderkredsen i Hugo Chávez’ regering, og han er således steget noget i graderne, siden han forlod en tilværelse som buschauffør.

Hvordan er Maduros omdømme?

Chávez lagde ikke skjul på sin opbakning til sin vicepræsident.

»Han er en af de unge ledere med de bedste evner til at fortsætte, hvis jeg ikke kan,« forklarede Chávez sine tilhørere i december sidste år, da det stod klart, at hans kræftsygdom var vendt tilbage.

Det er dog ikke alle, der deler den afdøde præsidents varme følelser. Som vicepræsident og udenrigsminister har Maduro været hjernen bag nogle af landets mest kontroversielle politikker, forklarer Javier Corrales, der er professor i statskundskab ved Amherst Universitet i den amerikanske delstat Massachusetts.

»Men han står også bag nogle af de mest pragmatiske og forsonende beslutninger i Venezuela,« siger professoren til CNN.

Hvornår skal valget finde sted?

Der skal afholdes valg inden for 30 dage, oplyste udenrigsminister Elias Jaua tirsdag, da det stod klart, at Chávez havde tabt til kræften.

Hvordan står oppositionen i Venezuela?

Selvom Chávez havde et stramt greb om præsidentembedet i 14 år, findes der en oppositionsbevægelse i Venezuela. Den ledes af den tidligere præsidentkandidat, Henrique Capriles Radonski, og han har styrket oppositionen.

Vil Chávez’ død forbedre forholdet til USA?

Chávez og USA havde et stormombrust forhold, og Chávez høstede ofte point blandt befolkningen ved at tale de imperialistiske amerikanere og landets allierede imod. I USA forventer myndighederne ifølge CNN ikke, at landets forhold til Venezuela vil ændre sig dramatisk nu – i hvert fald ikke på kort sigt – for Chávez’ politiske system lever videre uden ham.

Kommer Chavez’ død til at påvirke Venezuelas olieforsyning til udlandet?

Det kan det gøre, hævder analytikere ifølge CNN – og det vil skabe dybe panderynker i USA, skulle det blive tilfældet. Venezuela er den fjerdestørste leverandør af olie til amerikanerne, og hvis et magtvakuum får eksporten til at falde, kan det betyde stigende forbrugerpriser i USA, hvor økonomien kun langsomt forbedres.

Hvornår skal Chávez begraves?

Venezuela begraver sin afdøde præsident ved en statsmandsbegravelse fredag, hvor regionale ledere, pinger og verdens ledere ventes at deltage. Det er endnu uvist, hvor Hugo Chávez skal begraves.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu