Hvad skal Danmarks ny prinsesse hedde

20. maj 2012 12:58 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Hvad skal Danmarks ny prinsesse hedde
Billede mangler

Der er for længst udbrudt navneleg blandt landets royalister forud for prinsessedåben i Møgeltønder Kirke søndag klokken 17.
Her udløses spændingen om, hvad prins Joachims og prinsesse Maries datter, der blev født den 24. januar, skal hedde. Og mere eller mindre kvalificerede gæt flyver gennem luften.
På Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet er navneforsker Birgit Eggert ikke meget for at deltage i gættelegen med et konkret bud, da der er “for mange valg på alle hylder”, som hun siger:
– Jeg vil tro, at prinsessen bliver opkaldt efter nogen, men hvem det bliver, ved jeg ikke. De var rimelig konservative, da de kaldte storebroren Henrik. Mit bud er, at de også vil være relativt konservative denne gang, siger Birgit Eggert til Ritzau.
Det mest sandsynlige er, at prinsessen ligesom de andre børn i den royale familie bliver udstyret med fire fornavne.
Ifølge navneforskeren var det tidligere kutyme at opkalde de første børn efter bedsteforældrene, og det er sandsynligt, at navnet Margrethe kommer til at udgøre en fjerdedel af prinsessens navn.
Det vil dog heller ikke komme bag på Birgit Eggert, hvis parret henter frankofil inspiration fra prinsesse Maries mor, der bærer navnet Françoise:
– Det ligger ligefor. Men det kommer an på, hvor nemt det skal være at udtale for danskerne, der ikke har nemt ved at udtale meget franskklingende navne, siger hun.
– Prins Joachim og prinsesse Marie kan skeje ret meget ud med navnet, hvis det er det, de vil. Arvefølgen er sikret, og denne prinsesse bliver næppe dronning af Danmark. Derfor er der egentlig frit slag.
Birgit Eggerts institutkollega, lektor Michael Lerche Nielsen, kom lige efter prinsessens fødsel med et dristigt bud på, at den lille ny ville blive døbt Philippa Marie Louisa Françoise.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu