Hvepsejagten er gået ind

5. april 2013 22:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hvepsejagten er gået ind
Billede mangler

Hvepseboet i Brønshøj bliver allerede set efter i sømmene af Skat. Nu undersøger også DBU – på tre konkurrenters foranledning – klubben, der i øjeblikket stikker vildt omkring sig i håbet om en historisk oprykning til Superligaen.

 

I begyndelsen af februar måned kunne BT afsløre, hvordan Brønshøj Boldklub i strid med Skats regler har udbetalt store beløb i kørselsgodtgørelser til deres amatørspillere. Den traditionsrige københavnske klub lovede dengang at få styr på sagerne, men det forhindrer ikke, at Skat nu kigger klubben efter i sømmene.

Skattefar er dog ikke alene i hvepseboet. BT kan nu afsløre, at DBU har indledt en sag , der kan koste Brønshøj Boldklub både pointstraf, knuste oprykningsdrømme og i yderste konsekvens en tvangsnedrykning.

– Jeg kan bekræfte, at det er en sag, vi behandler i øjeblikket. Vi har en sag på vores bord om Brønshøjs kørepenge, fortæller lederen af DBUs turneringsudvalg, Peter Ebbesen, til BT.

Klage fra ’kollegerne

Som oftest er det DBU selv, der tager sager op. Men det er ikke sagen i Brønshøjs tilfælde. I stedet er det tre af klubbens konkurrenter i 1. division, der på baggrund af BTs historie har ’sladret til unionen. Ifølge BTs oplysninger står Vejle Boldklub Kolding, Viborg FF og Lyngby Boldklub som underskrivere på et fælles klagebrev. Et brev, der skal sikre en tilbundsgående undersøgelse af Brønshøjs økonomiske gebærden , som klubberne kalder ’konkurrenceforvridende. Ingen af de tre klubber, der alle kæmpe med Brønshøj om oprykning til landets bedste række, ønsker dog at stå frem.

– Vi har ingen kommentarer til det, men grundlæggende skal alle følge reglerne, siger Henrik Tønder, direktør i Vejle Boldklub Kolding.

Omfattende konsekvenser

Brønshøjs sag behandles nu i DBUs system, hvor Disciplinærudvalget i sidste ende bestemmer, hvilke konsekvenser det økonomiske sjusk skal have for ’Hvepsene. Da det er den første sag af sin art, danner ingen sag præcedens, og det er derfor svært at forudse reaktionen fra DBU. Men Disciplinærudvalget har hele sanktionsregistret til sin rådighed. Lige fra den milde advarsel til nedrykning og eksklusion. Indtil den beslutning er truffet, kan den københavnske klub ikke gøre meget andet end at vente.

– Vi afventer DBUs beslutning med spænding, men vi mener ikke, at sagen bør få sportslige konsekvenser, lyder det fra Brønshøjs bestyrelsesformand Finn Ryberg.

I kølvandet på BTs afsløringer om de ulovlige kørselsgodtgørelser, har Brønshøj Boldklub skiftet hænder. Det tidligere bestyrelsesmedlem og direktør i klubben, Preben Jessen, er trådt tilbage og har overladt majoriteten af klubbens anparter til moderklubben.

– Preben Jessen er fratrådt som direktør, fra sin bestyrelsespost og fra sin plads i selskabet bag Brønshøj Boldklub. Der kan være mange forklaringer på, hvorfor han er fratrådt, men jeg vil sige, at det er efter eget ønske. Nu er majoriteten igen tilbage hos Brønshøj Boldklub, forklarer Finn Ryberg.

Inden søndagens vigtige topkamp mod Viborg FF – en af klubberne bag klagebrevet til DBU – er Brønshøj nummer fem i 1. division. Fire point fra en oprykningsplads.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu