Hver femte præst har været syg af stress

23. juli 2012 05:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Hver femte præst har været syg af stress
Billede mangler

Stress, mobning og alt for meget arbejde.
Tre fænomener, som – foruden fadervor og trosbekendelsen – fylder meget hos landets præster.
Det viser en rundspørge, Politiken har foretaget blandt præster i folkekirken.
I rundspørgen angiver næsten hver femte, at han/hun føler sig ensom og isoleret i jobbet, hver femte har oplevet mobning inden for de sidste frem år, og 40 procent angiver, at de er belastet af for meget arbejde.
Næsten hver femte har da også været sygemeldt på grund af stress, ligesom flere skriver, at de ikke har været sygemeldt, men at de har haft klare symptomer på stress.
– Det bekræfter desværre mine anelser. Og det er ikke, fordi præster klynker, der er bare så ufatteligt mange forskellige opgaver, de skal varetage, siger næstformand i Den Danske Præsteforening, Peter Hedegaard, til Politiken.
Han henviser til, at præster foruden gudstjenesten også skal stå for begravelser, bryllupper, dåbssamtaler, konfirmander, minikonfirmander og almindelig sjælesorg.
– Vi tager det meget alvorligt, for præster arbejder med folk i yderste nød, så hvis deres psykiske arbejdsmiljø ikke er i orden, kan de ikke yde det optimale, siger Peter Hedegaard til Politiken.
En del af årsagen til problemerne skyldes ledelsesstrukturen i kirkerne. Det er nemlig sådan, at præsten er ansat af kirkeministeriet og refererer til provsten og biskoppen, mens menighedsrådet, hvor præsten også er medlem, er arbejdsgiver for de øvrige ansatte.
– Det er almindelig organisatorisk viden, at en sammensat ledelsesstruktur øger risikoen for uklarheder og dermed dårligt psykisk arbejdsmiljø. I folkekirken er det den almindelige organisering, og vi ser ofte netop det aspekt i de sager, vi er involveret i i folkekirken, siger tilsynschef i Arbejdstilsynets Taskforce for Psykisk Arbejdsmiljø, Lill Palmblad, til Politiken.
Inge Lise Pedersen, som er formand for Landsforeningen af Menighedsråd og for Folkekirkens Arbejdsmiljøråd, peger på, at det belaster præster, når de oplever messefald og ringe opslutning om gudstjenesterne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu