Hver ottende kvinde udsat for sexchikane

14. juli 2012 11:09 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Hver ottende kvinde udsat for sexchikane
Billede mangler

En sjofel bemærkning, en upassende berøring eller et frækt tilbud fra en kollega på Facebook.
Sexchikane fylder meget på danske arbejdspladser.
13 procent af de danske kvinder svarer i en ny undersøgelse ja til, at de har følt sig sexchikaneret på deres job eller under deres uddannelse. Blandt mænd er tallet kun fire procent.
Det viser en ny undersøgelse blandt 506 danskere, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Newspaq.
Sexolog og parterapeut Flemming Bogø er ikke forundret over det høje tal.
– Jeg troede faktisk, det ville være højere, for der er meget stor forskel på, hvad folk oplever som sexchikane, siger han til Newspaq.
Samme melding kommer fra kønsforsker ved Roskilde Universitet, Karen Sjørup, der bl.a. har forsket i sexchikane.
– 13 procent lyder rimelig sandsynligt. Men hvis man taler i vide termer, vil man finde mange flere, der siger, at de havde følt sig udsat for sexchikane. For hvad er sexchikane? For nogle skal der berøring til, mens andre føler sig forulempet over, at der bliver fortalt en sjofel vittighed i deres nærhed, siger hun til Newspaq.
Ser man på alder og geografi viser undersøgelsen, at især kvinder i 30’erne fra Midtjylland føler sig forulempet af sjofle blikke eller berøringer med seksuelle undertoner.
Samtidig er der stor forskel på, hvordan mænd og kvinder føler sig seksuelt chikaneret.
Mens hovedparten af kvinderne føler sig chikaneret af, at “nogen har sagt noget upassende til dem”, gælder det kun hver fjerde mand. Til gengæld klager tre fjerdedele af de sexchikanerede mænd over, at nogen “har rørt ved dem på en upassende måde.”
Den forskel skyldes ifølge Flemming Bogø, at mænd er mere vant til at tale om sex og har en friede omgangstone.
– Der skal mere til før, at en mand oplever det som sexchikane. Han vil tage det som en kompliment, hvis nogen siger, at han har en god røv, siger han.
Også Karen Sjørup hæfter sig ved, at en del mænd har oplevet at få overskredet deres seksuelle grænse.
– For hvem udsætter mænd for sexchikane? Vi har jo den opfattelse, at hvis kvinder viser en mand interesse, skal han bare være glad. Under alle omstændigheder har han den fysiske overmagt til at klare sig, siger hun.
Som chef skal man tage problemet med sexchikane alvorligt, understreger Flemming Bogø. Det er dog svært at opstille klare regler på området og f.eks. beslutte, at kolleger ikke må røre ved hinanden
– Nogle værdsætter fysisk berøring og kan godt lide at få et kram af en kollega. Så det gælder om at skabe en kultur, hvor man kan snakke om tingene, og hvor den enkelte har lov at sætte grænser, siger Flemming Bogø.
I alt 8,4 procent af de adspurgte danskere har følt sig sexchikaneret på jobbet eller under uddannelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu