Hvert fjerde barn under fem år er underudviklet

15. april 2013 18:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hvert fjerde barn under fem år er underudviklet
Billede mangler

Omkring 165 millioner børn under fem år er bagud i deres fysiske og psykiske udvikling blandt andet som følge af underernæring i deres første leveår. Det viser en ny rapport, som FNs børneorganisation UNICEF offentliggør mandag.

 

Konsekvenserne for børnene kan være livsvarige, og det globale samfund kan hente store økonomiske og sociale gevinster ved at sætte ind med hjælp, påpeger organisationen.

»Effekten af indsatsten overstiger langt de udgifter, der er forbundet ved det. Børn, hvis hjerner er udviklet normalt, klarer sig bedre i skolen, og dermed klarer de sig også bedre i resten af livet. De belaster sundhedssystemerne mindre, da de ikke på samme måde er disponeret for livsstilssygdomme som overvægt, sukkersyge og hjerteproblemer,« siger UNICEF Danmarks informationschef, Karin Aaen.

I rapporten, »Improving Child Nutrition«, fremgår det, at for 26 procent af verdens børn under fem år er skaden allerede sket. De er således kronisk fejlernæret, hvilket betyder, at de har en for lav højde i forhold til deres alder, og at deres hjerne ikke udvikler sig som den skal.

»Det kan fange dem i en livslang ond cirkel af fejlernæring, sygdom og fattigdom. Det skyldes, at underudviklet vækst i de første måneder af barnets liv betyder underudvikling af hjernen og dermed barnets intellektuelle kapacitet. Det er altså permanent. Det kan man ikke rette op på senere,« siger Karin Aaen.

Den samfundsøkonomiske gevinst ved at hjælpe de børn, der er i farezonen med hensyn til underudvikling er markant, understreger UNICEF.

Ifølge rapporten har økonomer således regnet sig frem til, at hver gang man bruger en dollar på at forebygge kronisk fejlernæring, kommer investeringen 30 gange igen. Kronisk fejlernæring reducerer i gennemsnit indtjeningen som voksen med 22 procent, hedder det i rapporten.

Ifølge Karin Aaen skal indsatsen for at rette op på problemet stå på flere ben. Landene skal blive bedre til at hjælpe og rådgive gravide inden en fødsel, der skal større fokus på amning i de første seks måneder af barnets liv, og så er det vigtigt med sundhedshjælp, hygiejne og sanitet.

Problemet med underudvikling betegner UNICEF som overset, men der sker dog stadig store fremskridt på området. På verdensplan er antallet af kronisk fejlernærede børn under fem år faldet fra 40 procent i 1990 til 26 procent i 2011.

Ifølge UNICEF er problemet størst i lande syd for Sahara, det sydlige Asien samt Indien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu