Hvidovres ishockeyskæbne afgøres

12. marts 2013 14:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hvidovres ishockeyskæbne afgøres
Billede mangler

Copenhagen Hockey er død, men Hvidovres ishockeydrømme lever i bedste velgående. Nøglen til et nyt ligahold i Hvidovre er et langvarigt bæredygtigt koncept, og direktøren for konkursramte Copenhagen Hockey, Thomas Friberg, vil onsdag på et møde med Danmarks Ishockey Union præsentere sit økonomiske grundlag og sine intentioner.

– Det er det bedste Hvidovre-koncept nogensinde. Ingen af de tidligere sponsorer har sagt nej, siger han.

En gammel gæld tog i februar livet af Hvidovre, Gladsaxe og KSFs overbygning, selv om Copenhagen Hockey trods den sportslige nedtur i sæsonen 2012/13 havde en positiv drift.

Da Copenhagen Hockey spillede på Gladsaxes licens, er der juridisk – på grund af et hul i lovene – ikke noget i vejen for, at et nyt ligahold kan genopstå på Hvidovre-licens, selv om DIU efter fem konkurser i foråret 2009 besluttede at indføre et års karantæne oven på en konkurs.

Af etiske, moralske og politiske grunde kan der dog stilles spørgsmålstegn ved sådan en konstruktion, som ikke får konsekvenser. Hvad der taler i Hvidovres favør er, at ligaen har hårdt brug for holdet. Forsvinder en klub, er der lange udsigter til, at det kommer tilbage på eliteniveau. Sporene fra klubber som Rungsted, Gentofte og Gladsaxe skræmmer.

– Bestyrelsen træffer en beslutning hurtigst muligt. Mødet med Thomas Friberg indgår i beslutningsgrundlaget, siger DIUs direktør, Enver Hansen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu