Hvis DR stopper: X Factor måske på Viasat

26. marts 2012 18:30 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Hvis DR stopper: X Factor måske på Viasat
Billede mangler

Det populære underholdningsprogram X Factor kan være blevet vist for sidste gang på DR, og i kulissen står andre tv-selskaber måske klar til at overtage successen.
 
TV-netværket SBS TV holder kortene tæt til kroppen og har ingen kommentarer til, om de kunne finde på at overtage X Factor-konceptet.
 
Viasat derimod fortæller, at de vil overveje det, hvis DR virkelig vælger ikke at lave X Factor mere.
“Vi er åbne for alle formater, og hvis DR ikke sender X Factor, så vil vi da kigge på det,” siger Morten Mogensen, programdirektør ved Viasat, til Newspaq.
 
Det er DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme, der afslører, at det ikke er sikkert, at DR vil vise X Factor længere.
“I øjeblikket arbejder vi på højtryk for at finde ud af, om der kommer endnu en sæson af X Factor. Hvornår der kommer en afklaring, ved jeg endnu ikke. Men hvis programmet fortsætter, bliver det først sendt fra foråret 2013,” siger Jan Lagermand Lundme til DR Kultur.
 
Viasat vil ikke tage endelig stilling til, om de vil overtage X Factor endnu.
“Lad nu dem få deres tid til at se på, om de vil lave det igen. Men hvis det skulle komme så vidt, så ville vi selvfølgelig altid overveje gode programmer hos os,” siger Morten Mogensen.
 
Han forklarer at Viasat i øjeblikket lever fint uden X Factor, så det er ikke et program de decideret står og mangler.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu