Hvor bliver resultaterne af, Riis?

1. april 2013 10:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Hvor bliver resultaterne af, Riis?
Foto: Facebook.

Bjarne Riis og Team Saxo-Tinkoff rustede gevaldigt op til truppen før indeværende sæson. Den nye hovedsponsor Oleg Tinkov lovede tidligt i sidste sæson, at der var råd til markante indkøb, og de kom også i form af stærke ryttere som Roman Kreutziger, Michael Rogers, Matti Breschel, Danielle Benatti og Nicholas Roche.

 

Der var lagt op til, at Team Saxo-Tinkoff efter et resultatmæssigt magert år igen skulle være en magtfaktor i cykling. Men resultaterne lader vente på sig. Faktisk er det kun holdets kaptajn Alberto Contador, som har formået at skaffe holdet resultater. Den spanske etapeløbskonge blev nummer to i Tirreno-Adriatico og han vandt en etape i Tour de San Luis. Derudover har Team Saxo-Tinkoff været tæt på usynlige.

I øjeblikket er det klassikerholdet med Matti Breschel og Danielle Benatti i spidsen, som skal hente resultaterne, og den tidlige vurdering er, at det ser sløjt ud. Søndag i Flandern Rundt var den bedste rytter fra holdet Matti Breschel med en 25. plads. Kun tre Team Saxo-Tinkoff-ryttere gennemførte løbet. Breschel havde en off-day, og dermed blev det som så ofte set før ved, at Michael Mørkøv var i udbrud undervejs.

På UCIs opdaterede World Tour-rangliste ligger Team Saxo-Tinkoff placeret som nummer 16 ud af 19 hold med 74 point. Uden Contadors point ville holdet blot have Jonathan Cantwells to point, hvilket ville være en helt sikker sidsteplads.

Mandag får Riis’ mandskab chancen for at få et godt resultat i hus, når Baskerlandet Rundt går i gang. Og her stiller Team Saxo-Tinkoff op med de helt store navne. Alberto Contador har vundet løbet tidligere, og han stiller op som kaptajn med ryttere som Roman Kreutziger, Nicholas Roche og Michael Rogers som hjælpere.

Team Saxo-Tinkoff har retfærdigvis sine største evner i etapeløbssammenhæng, og her vil det vise sig primært fra maj til september, om holdet kan leve op til de store forventninger, som er blevet skabt efter storindkøbet før sæsonen. Holdets helt store mål er at vinde Tour de France med Alberto Contador.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu