I dag for 23 år siden var det 22,3 grader varmt

18. marts 2013 15:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
I dag for 23 år siden var det 22,3 grader varmt
Billede mangler

Når mandagens snestorm river i kinderne og får danskernes øjne til at løbe i vand, byder 2012 på et varmt minde. Marts i fjor varslede sommerens komme med en temperatur på 19,1 grader i Stenhøj i det indre Vendsyssel.

 

»Danskerne husker de gode forårstegn, og så glemmer man gerne, at marts faktisk også kan være, lige som måneden er nu – nemlig en ekstra vintermåned,« siger klimatolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Mikael Scharling, der forklarer, at der i år er blevet dannet et enormt højtryk inde over Sibirien, som har pustet kold og tør luft ind over Danmark i hele marts måned.

Varmerekorden for den erklærede forårsmåned blev målt i 1990, 18. marts. Her kunne danskerne lune sig med hele 22,3 grader.

Men den historiske varme fortrænger ikke dagens snefald. Også i fremtiden må danskerne indstille sig på, at marts måned har sit eget vejrlune, påpeger Mikael Scharling.

»Danmark må finde sig i det vejr, vi får. Vi er ikke et særlig stort land, og vi har ikke nogle bjerge, som kan tårne sig op og ændre et lufttryk,« siger klimatologen.

Skulle danskerne drømme om varmere tider, må de vente lidt, for lige nu ser vejret ifølge prognoserne ud til at forblive koldt.

»Nu har vi haft en periode med meget stabil østenvind, og det betyder, at det er virkelig koldt. Hvis det skal nedbrydes, skal det presses af flere lavtryk fra vest og sydvest, som kan sende noget varm luft til Danmark,« siger Mikael Scharling om det spinkle håb for skjorteærmer i marts.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu