Ida Auken er ny Young Global Leader

12. marts 2013 09:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ida Auken er ny Young Global Leader
Billede mangler

Miljøminister Ida Auken (SF) er blevet udnævnt som Young Global Leader af den schweiziske fond World Economic Forum, WEF. Hun er en af de i alt 200 udnævnelser på verdensplan, som nu er blevet optaget i interesseforummet.

 

Ida Auken udtaler, at hun er stolt og glad for at blive en del af den gruppe af visionære, unge mennesker, som skal give deres bud på, hvordan verden skal udvikle sig fremover.

»Jeg får mulighed for at påvirke den globale dagsorden i en positiv retning samtidig med, at jeg får et helt unikt netværk og inspiration fra hele verden af alt fra erhvervsledere og politikere til kunstnere, der har sat gang i deres egne udviklingsprojekter,« siger miljøministeren i en pressemeddelelse.

Det er den danske entreprenør og virksomhedskonsulent, Soulaima Gourani, der har indstillet Ida Auken som kandidat. Soulaima Gourani er selv medlem af Young Global Leaders, og hun er ikke i tvivl om, at Ida Auken vil passe ind.

»Ida Auken er i mine øjne et oplagt medlem. Hun er visionær, ambitiøs og positiv. Hun kan begå sig internationalt, og hun kender vækstdagsordenen. Hun tror på, at der findes løsninger på verdens store udfordringer, og hun er klar til at give sig i kast med dem. Det er ledere som hende, verden har brug for i fremtiden,« siger Soulaima Gourani i pressemeddelelsen.

Foruden Ida Auken er fem andre danskere også en del af Forum of Young Global Leaders. Interesseforummet er oprettet som en uafhængig non-profit fond. Den arbejder tæt sammen med moderorganisationen World Economic Forum om at få de unge ledere ud og samarbejde med andre profiler i det globale samfund.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu