Ikke-jobklare kontanthjælpsmodtagere mangler alternativer

17. februar 2013 01:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ikke-jobklare kontanthjælpsmodtagere mangler alternativer
Billede mangler

Formanden for socialcheferne, Ole Pass, opfordrer ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten til, at man genopfinder nogle af de simple job, hvis man vil undgå, at de omkring 100.000 kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end manglende arbejde fjerner sig yderligere fra det stadigt mere krævende arbejdsmarked.

 

»Det er trist at konstatere, men efterhånden er det en meget stor gruppe, der ikke er i stand til at komme ind på det almindelige arbejdsmarked, hvor kravene blot stiger og stiger. Der er brug for alternativer til dem, og man kunne måske overveje at genindføre nogle af de gamle servicejob, som man har sparet væk. Hvad med at bemande nogle af jernbanestationerne, hvor sådanne mennesker både kunne holde det rent og pænt og samtidig være med til at give en eller anden form for tryghed for passagererne på en ellers tom station,« siger Ole Pass til avisen og tilføjer, at man ligeledes kunne genopfinde den type job på private arbejdspladser.

Socialrådgivernes tidligere formand Bettina Post er enig og mener, det burde være en samfundsopgave for både private og offentlige virksomheder at genopfinde nogle af disse mere enkle job.

Men ifølge Dansk Arbejdsgiverforening er der lige nu ikke økonomisk grundlag for det.

»Omkostningsniveauet er generelt for højt, og lige nu skaber vi jo slet ikke private arbejdspladser. Derfor er det også meget tvivlsomt, om vi kan genskabe disse simple job, hvor folk minimum skal være mindstelønnen værd,« siger underdirektør Erik Simonsen til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu