IMF ser større splittelse mellem USA og Europa

17. april 2013 10:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
IMF ser større splittelse mellem USA og Europa
Billede mangler

Selvom der er huller på vejen, så er amerikansk økonomi på rette kurs mod højere vækst, men i Eurozonen er vi tilsyneladende kørt af ved en forkert frakørsel, og har svært ved at finde tilbage igen.

Nogenlunde sådan lyder diagnosen for den globale økonomi i rapporten “World Economic Outlook”, som Den Internationale Valutafond, IMF udgav i går.

I rapporten nedjusterer IMF sine seneste vækstskøn fra januar for den globale økonomi for 2013 med 0,2 procentpoint til 3,3 procent, mens forventningerne til 2014 bliver uændret på fire procent.

Voksende splittelse mellem EU og USA

En af IMFs hovedkonklusioner er, at der lader til at være en voksende splittelse mellem USA på den ene side og Eurozonen på den anden.

Valutafonden nedjusterer godt nok sine vækstskøn både for USA og Eurozonen med samme sats for 2013, nemlig 0,2 procentpoint, og for 2014 er det udelukkende USA der bliver sat ned, med 0,1 procentpoint.

Men samlet peger tallene på en BNP-vækst i USA på 1,2 procent i år, og 2,2 procent til næste år, mens forventningen er, at økonomien i Eurozonen skrumper med 0,3 procent i år og vokser med 1,1 procent næste år.

Og tallene skal ses i sammenhæng med, at den amerikanske økonomi i øjeblikket er blevet ramt af voldsomme budgetbesparelser i det offentlige, hvilket i IMFs øjne vidner om styrke i den underliggende økonomi i USA.

»Vækstforventningerne til USA virker måske ikke særlig høje. Og det er da bestemt heller ikke tilstrækkeligt til at slå et stort hul i den stadig høje arbejdsløshedsprocent, lyder det i rapporten, der fortsætter:

»Men det vil blive opnået i lyset af en meget stærk, faktisk overdrevet stærk, finanspolitisk konsolidering på omkring 1,8 procent af BNP. Den underliggende efterspørgsel i det private forbrug er stærk, ansporet af forventningen om lave pengepolitiske renter,« lyder det i rapporten.

Bekymring om EU-kernelande

I forhold til Eurozonen er valutafonden ikke bare urolig på vegne af de sædvanlige kriselande, som Portugal, Cypern og Grækenland, også bekymringen omkring de såkaldte kernelande er steget – eksempelvis er vækstforventninger til Italien og Frankrig sat ned med 0,4 procentpoint for 2013. Det kan gøre det sværere for de pågældende lande at deltage i redningsaktioner fremover, konkluderer IMF.

»Prognosen om negativ vækst i Eurozonen reflekterer ikke bare svagheden i periferien, men også i kernen. Tysklands vækst styrkes, men forventningen er stadig, at den bliver under en procent i 2013. Frankrigs vækst ser ud til at blive negativ i 2013, hvilket reflekterer en kombination af en finanspolitisk konsolidering, dårlig eksportevne og lave tillidstal,« skriver IMF, der fortsætter:

»Det kan sætte spørgsmålstegn ved kernelandenes evne til at hjælpe periferien, hvis og når det bliver nødvendigt.«

Brug for større indsats i EU

IMF anerkender den indsats, der indtil videre er gjort i EU med blandt andet hjælpepakker og arbejdet med at etablere end fælles bankunion. Det er dog ikke nok, mener fonden.

»Renterne for at låne i periferi-landene er stadig for høje til at kunne sikre en bedring, og der er stadig brug for yderligere og øjeblikkelige foranstaltninger, der skal styrke bankerne, uden at svække staterne,« lyder det i rapporten.

IMF nedjusterer også sine forventning til de såkaldte »emerging markets«, her er det især Latinamerika, der står for skud. Vækstskønnet for Brasilien i 2014 bliver eksempelvis barberet med 0,5 procent til tre procent i 2013.

Japan skiller sig omvendt markant ud i rapporten, eftersom vækstforventninger til landet får et nøk opad med 0,4 procentpoint for 2013 til 1,6 procent, og med hele 0,7 procentpoint til 1,4 procent for 2014, »en klar tillidserklæring til, at de japanske myndigheder vil lykkes med den nye meget aggressive pengepolitik«, skriver Nordea i sin morgenrapport.

Rapporten der kom i går, havde ikke umiddelbart den store effekt på aktiemarkederne. De var i stedet præget af dårlige tillidstal fra Tyskland, men positive tal fra det amerikanske boligmarked.

Læs selv IMFs rapport her

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu