Indien går i sort: 600 millioner uden strøm

31. juli 2012 13:24 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Indien går i sort: 600 millioner uden strøm
Billede mangler

For anden dag i træk har en kolossal strømafbrydelse ramt Indien og hovedstaden Delhi, rapporterer de internationale nyhedsbureauer. Men denne gang er nedbruddet endnu værre.
Ifølge AFP er det nordlige el-netværk i landet kollapset, hvilket berører flere end 300 millioner mennesker.
Men ikke nok med det – elektriciteten i den østlige og nordøstlige del af Indien er også væk, bekræfter den statslige energikoncern tirsdag formiddag dansk tid.
– Det nordlige, nordøstlige og østlige netværk er nede, men vi arbejder på sagen, og vi vil have genoprettet strømforsyning snart, siger Naresh Kumar, som er talsmand for Powergrid Corporation of India.
Dermed står halvdelen af alle mennesker i det kæmpemæssige land uden strøm – omkring 600 millioner mennesker ifølge AFP.
Lufthavne og større hospitaler kan ved hjælp af nødgeneratorer fortsætte deres daglige gøremål, men store dele af samfundet risikerer at gå i stå. Alene i New Delhi står 400 tog i metroen stille.
Nedbruddet kommer dagen efter, at en enorm strømafbrydelse skabte kaos i Delhi og samtidigt efterlod det meste af den nordlige del af landet uden elektricitet gennem adskillige timer mandag.
Strømsvigtet var et af de værste af sin slags, som har ramt Indien i mere end et årti – ifølge New York Times stod 360 millioner mennesker uden elektricitet.
Strømmen i Delhi og syv delstater forsvandt i de tidlige morgentimer mandag og stak blandt andet en kæmp i hjulet på trafikken – her rådede kaos på de i forvejen hektiske indfaldsveje, da de røde, gule og grønne trafiklys pludselig blev sorte.
Samtidig strandede pendlere i metroen, hvor morgentogene blev aflyst på stribe.
I løbet af dagen begyndte strømmen så småt at vende tilbage til de indiske stikkontakter – blandt andet til den folkerige delstat Uttar Pradesh, som huser en større befolkning end Brasilien.
Indien – som er Asiens tredjestørste økonomi – kæmper med hyppige strømafbrydelser, som belaster samfundet og den tiltagende industrialisering af landet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu