Indiske mænd tilstår voldtægt af schweizisk turist

17. marts 2013 11:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Indiske mænd tilstår voldtægt af schweizisk turist
Billede mangler

INDIEN: Fem mænd har tilstået en gruppevoldtægt af en kvindelig cykelturist fra Schweiz. Det oplyser indisk politi søndag.

 

Fredag aften blev kvinden angrebet af seks mænd, som alle voldtog hende, mens de truede hendes mand med en pistol. Parret blev desuden bestjålet af voldtægtsmændene.

»Vi har tilbageholdt fem mænd, og de har tilstået at have gruppevoldtaget kvinden og angrebet hendes mand,« siger en polititalsmand til nyhedsbureauet AFP.

Parret var på vej til den populære turistdestination Agra i det nordlige Indien, hvor blandt andet Taj Mahal ligger, da de standsede for at overnatte i et telt.

»Mændene kom forbi og opdagede parret slå teltet op, og de så en chance for at angribe og voldtage kvinden,« siger polititalsmanden.

Politiet leder fortsat efter en sjette mand, som man mistænker for at være medskyldig i gruppevoldtægten.

Efter voldtægten blev kvinden undersøgt på et lokalt hospital, og hun og hendes mand er nu rejst til hovedstaden Delhi.

Indien har i den seneste tid oplevet flere sager om voldtægt og vold mod kvinder.

I februar blev tre søstre på seks, ni og 11 voldtaget og dræbt, inden de blev smidt i en brønd, og i december blev en 23-årig kvinde udsat for gruppevoldtægt af fem mænd i en bus og efterfølgende smidt i en vejkant. Hun døde senere af sine kvæstelser på et hospital i Singapore.

Efter angrebet på den 23-årige gik tusinder på gaden over hele Indien for at demonstrere mod vold mod kvinder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu